Jysk Mesterskab i Skoleskak 2012

Jysk Mesterskab i Skoleskak 2012

Denne weekend blev der afholdt Jysk Mesterskab i Skoleskak i Lunden i Silkeborg, hvor 76 veloplagte børn dystede mod hinanden. Mesterskabet blev afviklet over 7 runder med en betænkningstid på 25 min. pr. spiller pr. parti.

De mange deltagere var fordelt efter alder på fem grupper B, C, D, E og F. Gruppe A var for spillere født før 1995, men der var dog ingen deltagere tilmeldt denne gruppe til dette års JM.

Til Mesterskabet udviste både Lasse Ramsdal og Mads Hasager flot spil og fik begge maksimum point ved, at vinde alle deres syv runder i Gruppe E og F. Især Mads Hasager fra Hinnerup Skoleskak viste suveræn spillestil og sluttede med hele tre points foran tredjepladsen, og slog andenpladsen, Jonas Bjerre, allerede i tredje parti med kun 12 træk. Mads Hasager vandt også ungdoms DM i maj 2011 og spiller med et flot rating tal på 1262. Gruppe E og F var begge meget stærke grupper med flere topspillere som Kasper Timmerman, Thomas Thybo, og Jonas Bjerre.

I Gruppe B var der 4 deltagere, som spillede dobbeltrunde, således at hver deltager spillede 6 partier. Gruppe C gav også hinanden kamp til stregen og brugte fuld spilletid. De var således den sidste gruppe der blev færdigspillet, og klokken passerede 17 inden de sidste forlod spillestedet. I Gruppe D opnåede 2 spillere begge flotte 6½ point efter indbyrdes remis, og korrektion blev derfor afgørende.

Stort tillykke til vinderne ved Jysk Mesterskab i Skoleskak 2012:

Gruppe B (1995-96): Alexander Jensen

Gruppe C (1997-1998): Farzam Firooznia

Gruppe D (1999-2000): Jesper S. Thybo

Gruppe E (2001-2002): Lasse Ramsdal

Gruppe F (2003-senere): Mads H. Hasager

Det er første gang i år at Midtjysk Skoleskak i Silkeborg indbød til Jysk Mesterskab i Skoleskak, og de havde stor opbakning til arrangementet.

Læs mere om den spændende dag her, eller på Silkeborg skakklubs hjemmeside, hvor du også kan se den fulde resultatliste.

Dansk Skoleskak
info@skoleskak.dk