03 aug 2012 Jesper Skjoldborg er gået bort
Skoleskakken har mistet en meget markant skikkelse. Natten til onsdag sov Jesper Skjoldborg ind efter længere tids kræftsygdom. Jesper blev kun 33 år, men han nåede mere i skoleskakken, end de fleste når på et langt liv.
Jesper begyndte sin karriere som spiller på Grønlykkeskolen i Tranbjerg og senere i Viby Skakklub, hvor han toppede skakligt med FM-titlen. Tidligt fik han smag for ledergerningen, og han var i mange år primus motor på Læssøesgade Skole, hvor han dannede parløb med legendariske Svend Svendsen og siden selv overtog roret.
Gennem 17 år nåede han at træne en lang række af de største talenter i Danmark. Samtidig var han et stort aktiv på den traditionsrige Sahl lejrskole, hvor han var en kulturbærende leder i 15 år, heraf de sidste 5 år som lejrchef. Lige så længe var han aktiv i bestyrelsen for Århus Skoleskak.
Jesper var også den, der troligt sørgede for, at adskillige børn og unge fra Jylland hvert år tog turen til den hyggelige Gøteborg Cup, hvor det sociale var i højsædet med tivoli m.m. Netop det sociale værnede Jesper meget om, og han sørge altid for, at alle havde en god tur og ingen blev ladt alene.
Jesper brændte for trænergerningen og var en afholdt og respekteret skikkelse, der udviste en sjælden evne til at være i øjenhøjde med eleverne. Jesper kunne tale med alle og gjorde det, og man kunne altid være sikker på at få et smil på læben, når man snakkede med ham.
Til det sidste var Jesper aktiv og deltog ved hold-DM i Gislinge i foråret, selvom det da stod klart, at han ikke havde længe igen. Sygdommen skulle ikke stoppe ham i at give de sidste gode råd til sine spillere – en passioneret ånd, som i det hele taget var kendetegnende for Jespers trænergerning.
Det er svært at forstå, at vi allerede nu skulle miste Jesper, og han vil blive husket og savnet blandt utallige børn og voksne.
Tak for glæder og venskab, Jesper. Ekkoet af dig vil vedblive at runge i skoleskakken.
Jakob Risager & Jakob Rathlev
Bisættelsen finder sted tirsdag den 7. august kl. 13.00 i Tranbjerg kirke.