14 sep 2018 Interview: Har skoleskak x-faktor?
Et nyt skoleår er godt i gang, og det betyder, at det første af i alt tre numre af Magasinet Skoleskak nu er at finde på alle medlemsskoler. Nogle af jer har måske oplevet, at I har modtaget færre magasiner end tidligere. Det skyldes, at vi har lanceret nye såkaldte ‘Læringspakker’, der bl.a. adskilder sig fra hinanden på antallet af magasiner, skolerne modtager. Du kan læse mere og undersøge, om I har den rigtige Læringspakke på din skole her.
HAR SKOLESKAK X-FAKTOR?
September-nummeret af Magasinet Skoleskak byder på lidt af hvert til både store og små. Vi har bl.a. været på besøg hos X-faktor-dommer, tv-personlighed og jazzmusiker, Thomas Blachman, for at høre mere om, hvorfor han i foråret meldte sig ind debatten om den danske folkeskole. Thomas Blachman er selv bidt af en gal skakbrik og ser stor mening med skoleskak – bl.a. fordi han mener, det kan give eleverne noget af det, der ifølge ham er så vigtigt, eleverne lærer i folkeskolen: Kreativitet og opfindsomhed. Læs hele interviewet i Magasinet Skoleskak.
DET FINURLIGE SPIL
Derudover fortsætter vi artikelserien om VERDENS BEDSTE SKAKSPILLERE med et portræt af Magnus Carlsen, der til november skal forsvare sin VM-titel, når han skal op imod amerikaneren, Fabiano Caruana. Som noget nyt lancerer vi i dette nummer artikelserien, DET FINURLIGE SPIL, hvor vi dykker ned i og forklarer nogle af de mange sjove ord og spøjse regler, der alle sammen er med til at gøre det magiske skakspil til noget helt specielt. I dette nummer tager vi bl.a. fat i udtrykket “Et hængeparti” samt “Kvalt mat”.
I TRÆK FRA HELE LANDET kan du se billeder og læse beretninger fra Hold-DM og København Open, og bagerst i magasinet kan du blive klogere på SKOLESKAKREJSEN, i en beretning fra National Vidensdag i Skoleskak. Sidst, men slet ikke mindst, er der som altid KONKURRENCE og SMART ELLER USMART? som børn, unge og voksne kan hygge sig med.
SPØRGSMÅL, RIS ELLER ROS?
Har du spørgsmål til Magasinet Skoleskak, hvad enten det drejer sig om levering eller indhold, er I meget velkommen til at kontakte Dansk Skoleskak via blad@skoleskak.dk / +45 3049 0580. Næste nummer udkommer 15. januar 2019.
Thomas Blachman på sin husbåd i Holmen, København. Foto: Henrik Hildebrandt.
København Open på Frederiksberg Rådhus.
Foto: Viggo Brøndegaard.