28 maj 2014 Hold-event – prøv det!
Fredag i uge 21 samledes 32 glade skoleskak-elever til Sønderjysk Skoleskakmesterskab for firemandshold. Festsalen på Aabenraa Friskole dannede for tredje år i træk en smuk ramme om arrangementet, der hvert år bliver til i samarbejde mellem Sønderjyllands Kredsen og Dansk Skoleskak.
Eleverne spillede aldersinddelt og på firemandshold. I den yngste gruppe – “Skoleskak 32”, hvor hvert hold maksimalt må være 32 år tilsammen – sejrede et hold fra Aabenraa Friskole, mens Fællesskolen Hammelev Sct. Severin tog sig af trofæerne i ældste gruppe, “Skoleskak 64”. Sammenlagt fik Aabenraa Friskole flest points – og eleverne fra værtsskolen kunne derfor løfte kredsens store vandrepokal, som skolen nu har vundet til ejendom efter tre triumfer i træk.
Holdstævnet i Sønderjylland blev afviklet efter et koncept, som er udviklet af Dansk Skoleskak. Erfaringen med konceptet landet over er, at det øger elevernes motivation og koncentration, når de dyster med jævnaldrende fra andre skoler. Samtidig er holdformatet velegnet til at styrke sammenhold og relationer mellem de elever, man laver skoleskak for.
Det er ikke vanskeligt at arrangere en hold-event. Naboskoler med skoleskak kan findes på skoleskak.dk/kort – her finder du også kontaktoplysningerne på den lærer, der er ansvarlig for skoleskak på din naboskole. I den lokale kreds er der hjælp at hente – eksempelvis til afviklingen af stævnet eller med hensyn til finansiering af præmier. Endelig er der også råd og vejledning at hente hos Dansk Skoleskak – ring (2984 9874) eller skriv til mikkel@skoleskak.dk
Vindere af “Skoleskak 32″ ved Sønderjysk Skoleskakmesterskab for firemandshold 2014”:
Aabenraa Friskole 2 – 47 point
Isabella Richter Hansen, Valdemar Podgorski, August Winkler Pedersen, Christoffer Linde Nygaard.
Vindere af “Skoleskak 64 ved Sønderjysk Skoleskakmesterskab for firemandshold 2014”:
Fællesskolen Hammelev Sct. Severin 1 – 58 point
Asbjørn Schack, Lasse Borring Pedersen, Frida Schack, Sofia Wedege.