Hold-DM 2016 er slut

Hold-DM 2016 er slut

OLYMPUS DIGITAL CAMERAEt af årets højdepunkter for mange skoleskak-spillere, hold-DM, blev afholdt i weekenden på Vestfjendsskolen 15 km syd for Skive.

Se resultaterne fra stævnet på holddm.dk.

Fra fredag til søndag deltog 180 elever fordelt på 39 hold i årets DM i skoleskak for hold. Alle deltagerne fik udleveret en t-shirt som erindringspræmie ved ankomst.

Stævnet åbnede med en hilsen fra den nye Danmarksmester i skak, stormester Mads Andersen, der startede sin skakkarriere i skoleskakken. Med på Skype fra Skanderborg fortalte han om sin tid i skoleskakken og opfordrede børnene til at have en god weekend med masser af kampe på de sort-hvide felter. Som skoleskakspiller var han bedst, når han havde det sjovt med vennerne. Og hvis han ikke vandt, så havde han i det mindste haft det sjovt.

Medens eleverne spiste deres aftensmad, var lederne samlet til møde, hvor der også blev foretaget lodtrækning i grupperne

  • C (til og med 3. klasse)
  • B (til og med 6. klasse)
  • A (til og med 10. klasse)
  • U (ungdomsuddannelser)
  • Å (den åbne gruppe, hvor holddeltagerne ikke behøver at gå på samme skole).

Herefter gik det løs med skoleskak i hallen, klubhuset og på skolen.

Lørdag fortsatte turneringen. I de korte pauser mellem runderne blev der blandt andet spillet bold, snakket, drukket slush ice og spillet lidt mere.

Efter 7 runders Monrad blev C-gruppens 16 hold lørdag eftermiddag delt op i en A-finale og B-finale med 8 mere jævnbyrdige hold i hver. Resten af weekenden spillede hver finale en alle mod alle turnering. Selvom der blev gået til den på brætterne, gav eleverne ikke turneringslederne meget at lave.

Lørdag aften kunne deltagerne og de medrejsende forældre sætte tænderne i 3 helstegte pattegrise, som havde været på grillen siden morgenmaden. Herefter var der par-babyskak-turnering og skakfilm i skolens biograf (“Dronningen længe leve” og “Det sidste træk”).

Søndag blev det hele afgjort og følgende hold fik pokaler med sig hjem:

C-gruppen

  1. Vestfjends Skoleskak
  2. Nr. Åby
  3. Tranegårdskolen

B-gruppen

  1. Skolen på Nyelandsvej
  2. Virupskolen
  3. Køge Private Realskole

A-gruppen

  1. Atheneskolen
  2. Nr. Åby
  3. Favrdal Skole

U-gruppen

  1. Vejle Tekniske Gymnasium

Å-gruppen

  1. Frem Skoleskak
  2. Hinnerup Skoleskak

Udover dysten på tanker og ideer var fokus på det sociale via fælles­spisning, boldspil, film og skak-sjov. En kreds af forældre i Vestfjends Skoleskak sørgede for at deltagerne havde en god oplevelse.

På siden www.holddm.dk kan du se stemningsbilleder og resultater. Du kan derudover følge med på facebook/skoleskak.

Spørgsmål? Kontakt Morten Sørensen ms@morten-soerensen.dk / 2487 0030.

Dansk Skoleskak
info@skoleskak.dk


Live Chat