Henrik søger nye græsgange

Henrik søger nye græsgange

Efter knap to års ansættelse i skoleskakken har Henrik Højstrøm – projektleder for projektet ’Bring Minoriteterne i Spil’ (BMIS) – valgt at søge nye græsgange som politisk konsulent på VUCs Sekretariat.

I de forgangne knap to år har Henrik været en dynamisk og initiativrig projektleder med et sprudlende engagement, der i den grad har smittet af på både store og små. Det har været en berigelse at have Henrik med på holdet, og han har bl.a. været en af de bærende kræfter i forhold til den flotte eksponering, som skoleskakken har fået i medierne i nyere tid. Henrik var også idémanden bag den store skattejagt, der som bekendt vandt Integrationsministeriets mangfoldighedskonkurrence i 2010, og Henriks fantastiske energi og mange talenter er også kommet til udtryk i børnehøjde, når han underviste eller iklædte sig Remis kostumet og agerede skoleskakkens maskot.

Henrik efterlader et markant fingeraftryk på skoleskakken, og der er ingen tvivl om, at han vil blive savnet – men vi ønsker ham held og lykke med de nye, spændende udfordringer, der bl.a. vil bringe hans statskundskabsbaggrund endnu mere i spil. Skoleskak rocks, Henrik!

Henriks farvel åbner nye muligheder i skoleskakken, og giver anledning til lidt justeringer her på den korte bane. Mads overtager tøjlerne som projektleder på BMIS, og samtidig udvides Mai Tødsø Jensens ansættelse, så hun også tilknyttes BMIS. De øvrige dygtige ansatte i BMIS-projektet fortsætter, således at både eksisterende projekter forbliver i trygge hænder – og nye projekter kan udvikles så endnu flere børn og unge oplever et liv med læring og uddannelses via skoleskak.

Du kan læse mere om projektet www.skoleskak.dk/bmis.

For flere oplysninger kontakt:

Mads Jacobsen (generalsekretær), tlf.: 2240 1488, mads@skoleskak.dk 
Jakob Rathlev (formand), tlf.: 6060 1493, jakob@skoleskak.dk.

Mads Jacobsen
mads@skoleskak.dk