God jul og godt nytår!

God jul og godt nytår!

Kære alle i skoleskakken,

Her op til jul vil vi gerne sende en stor jule- og nytårshilsen til alle i og omkring skoleskakken.

Det har været endnu et hektisk år med fuld fart på, hvor vi må glædes over, at skoleskakken fortsat oplever en meget stor opbakning fra skoler landet over. Måske har du fulgt udviklingen på www.facebook.com/skoleskak eller i skoleskakkens ugentlige nyhedsbrev, men hele 87 nye steder med skoleskak er faktisk kommet til på under 5 måneder siden skoleårets start. Skoleskakken er således på 4 år gået fra 96 steder med skoleskak til 335 steder. Det skaber selvsagt stor glæde, men trækker også store veksler for alle frivillige og ansatte, der må koordinere og skabe aktiviteter, der inkluderer alle de nye medlemmer. Og de nye medlemmer skal samtidig guides ind i skoleskakkens stævner, skaklejre og undervisning. Tak til alle, som har gjort en særlig indsats for dette i årets løb.

På trods af alt det nye i skoleskakken, holder vi også fast i traditionerne. Det så vi bl.a. ved DM i skoleskak den sidste weekend i november i Odense, hvor John Dahlberg for 39. gang var stævneleder for et af skoleskakkens helt store flagskibe (www.skoleskak.dk/dm2012).

Når talen falder på flagskibe, så når en af den nyere tids største satsninger, Skolernes Skakdag, fredag i uge 6 (før vinterferien mange steder), endnu længere ud. Sidste år var 57 skoler med i Skolernes Skakdag, men fredag den 8. februar 2013 bliver det tal fordoblet med læringsaktiviteter på ca. 120 skoler i Jylland og på Fyn, godt organiseret af 200 lærere, der i januar uddannes som aktivitetsledere på 13 lokale kurser (www.skolernesskakdag.dk).

Udover Dansk Skoleskak er Skolemælk, Politiken, Capital of Children Company og Spar Nord Fonden i år partnerne på Skolernes Skakdag.

Ambitionen med Skolernes Skakdag er at skabe verdens største skakturnering og læringsprojekt. I 2014 bliver Skolernes Skakdag landsdækkende, men allerede nu er vi stolte af, at der fredag den 12. april 2013 år afvikles den første Landsfinale i Skolernes Skakdag oven i købet i superlækre omgivelser i det tropiske badeland, Lalandia i Billund.

Sideløbende med Skolernes Skakdag er indgået et nyskabende samarbejde med Skolemælk om en fælles kampagne, ’Brug låget!’. Idéen opstod hos en skoleskakleder i Nordjylland, der mente, at skolemælkens låg burde kunne bruges som skakbrikker. Den idé er udbygget, så der 2. januar 2013 udsendes kampagnematerialer til 1.400 skoler landet over med skakbrætter, skakbrik-klistermærker, plakater til kantinen samt lærervejledninger med spændende aktiviteter. Eleverne kan så samle 32 mælkelåg, påsætte klistermærkerne og udfordre hinanden på skakbrættet.

Ligeledes i januar starter et stort samarbejde med Aarhus Kommune vedr. undervisning i skak og matematik, hvor der er koblet evaluering og forskning på. Det og skoleskakkens øvrige projekter bliver spændende at følge.

Til slut vil vi gerne takke for den store indsats, der er ydet for skoleskakken i de mange lokale skoleskaktilbud, der støtter og styrker de mere overordnede tilbud i skoleskakken. Vi ser frem til endnu et spændende skoleskakår, når kalenderen viser 2013. Først håber vi dog, at alle må få en god jul og komme godt ind i det nye år.

På forretningsudvalgets og de ansattes vegne,

De bedste hilsner til alle!

Jakob Rathlev og Mads Jacobsen.

Mai Tødsø Jensen
mai@skoleskak.dk