Gigant Stævne sætter skoleskak-rekord

Gigant Stævne sætter skoleskak-rekord

I fredags blev der sat skoleskak-rekord, da 540 glade elever fra Strandskolen, Virupskolen, Præstemarkskolen, Sabro-Korsvejskolen og Sødalskolen deltog ved Århus Gigant Stævne i skoleskak. Stævnet blev afholdt i Sabro Hallen, der dannede rammerne for en noget anderledes, men ikke desto mindre kæmpe oplevelse for børn og lærere samt ansatte og frivillige.

Efter en smule forsinkelse blev første runde skudt i gang kl. 10.00. Forsinkelsen tog dog på ingen måde modet fra de mange elever, der i to timer gik koncentrerede til værks og kæmpede for sejr ad fem i en storslået stilhed som næppe finder sin lige mange andre steder, når 500 børn er samlet under ét tag.

Mellem kampene havde børnene tid til at komme ud og nyde lidt af det dejlige vejr, få forfriskninger eller blive underholdt af den altid veloplagte og friske skoleskak-maskot Duffy, før der kl. 12.30 under vild jubel blev uddelt medaljer til alle, og præmier til den elev der scorede højest i hver af stævnets 69 8-mandsgrupper.

På højkant var også en stor pokal, som gik til den skole, hvis elever samlet scorede flest point. Til at overrække pokalen var Thomas Trønning fra Børn og Unge i Århus Kommune, der pt. støtter projekt Bring Minoriteterne i Spil (BMIS), i hvilket alle repræsenterede skoler på nær Præstemarkskolen har deltaget i.

Den samlede skolestilling blev følgende:

1. Sabro-Korsvejskolen

2. Strandskolen

3. Virupskolen

Hermed et stort tillykke til Sabro-Korsvejskolen, som løb med den store pokal, og ikke mindst et stort tillykke til de elever, som vandt de individuelle grupper!

[nggallery id=94]

Dansk Skoleskak
info@skoleskak.dk


Live Chat