25 nov 2013 Fyraftensmøde i Aarhus Kredsen
Endnu et fyraftensmøde blev afholdt torsdag den 21. november, denne gang på Tilst Skole i Aarhus. I to timer lærte pædagoger og lærere fra Aarhus Kredsen mere om, hvordan Skoleskak kan benyttes i matematikundervisningen.
Der var fokus på varierede skoleskakøvelser fra bogen ‘SKAK+MAT©’, som anbefales i undervisningen. Samtidig blev sjove og spændende skoleskakopgaver vist på skoleskak.dk/spil.
Derudover blev deltagerne opfordret til at deltage i Skolernes Skakdag og Skoleskaklærer-uddannelsen.
Læring og fællesskab gennem skoleskakturneringer
Henrik Ochsner, der er formand for Aarhus Kredsen, informerede om aktiviteter i kredsen og fortalte, at der er mange glæder ved at arbejde med skoleskak. Han fremhævede særligt fordelen ved at deltage i forskellige turneringer og mesterskaber, hvor både børn og voksne kan danne nye sociale relationer.
En deltager fremhævede særligt fællesskabsfølelsen i holdturneringerne, som er med til at motivere børn og skoleskakledere.
Fyraftensmødet i Aarhus var det tredje i dette efterår, og nye fyraftensmøder planlægges netop nu til det kommende forår. Emner, tid og sted for de kommende møder vil fremgå af skoleskak.dk/kalender inden længe.
[nggallery id=164]