20 okt 2015 Fuld fart over Sahllejren
Fra mandag den 12. oktober til fredag den 16. oktober indbød Aarhus Kredsen for 42. gang til den populære Sahllejr.
Fuld fart over Sahllejren
Af Jakob Risager
“Den 42. udgave af Sahllejren, Danmarks hyggeligste skaklejr, er netop overstået, og 43 glade skoleskakspillere kan se tilbage på en uge der bød på både skak og sport, samt masser af andre konkurrencer, sociale aktiviteter og andet sjov.
Mandag ved middagstid ankom de spændte elever. De blev inddelt i 6 hold til den prestigefyldte sportsturnering Sahllegene, hvor de skulle dyste i fodbold, rundbold, bordtennis og kondiskak. I slutningen af ugen var det Minotaurholdet anført af Maria Theresa der trak sig ud som vinder, mens Enhjørningerne og Dragerne tog sig af henholdsvis anden- og tredjepladsen.
Skakligt fik eleverne undervisning i tre niveauinddelte grupper, og der blevet dystet på livet løs i lejrturneringen, hvor Jonas Bjerre vandt A-gruppen, Sanshiro Kræmmer vandt B-gruppen og Elias Kabell vandt C-gruppen.
Sideløbende med den mere seriøse del af det kongelige spil, var der også diverse andre skakrelaterede aftenaktiviteter. Mandag aften blev Filip Boe lynmester. Onsdag aften kunne man give sig i kast med kykskak, hvor skakreglerne blev bøjet og manipuleret efter forgodtbefindende – Det var Ellen Fredericia og Troels bedst til at håndtere. Torsdag aften blev der spillet holdlyn, og her viste Løvernes Konge sig at være det bedste elevhold, kun overgået af lederholdet Terminator.
Natten til torsdag var der arrangeret natteløb. Deltagerne blev vækket midt om natten, og sendt ud i mørket for at løse en gammel uopklaret mordsag, og i udfordringerne blev samarbejdsevne og teamspirit belønnet.
Fredag skulle der spilles finale i både Mario Cart og bordtennisturneringen. Mia blev Wii-mester, mens Jessen vandt bordtennisturneringen for andet år i træk. Derefter stod den på oprydning og præmieoverrækkelse, traditionen tro med et væld af guldbarrer, og der blev øffet af dem med den største svinesti på værelset.
Alt i alt en meget vellykket 42. lejr, og vi håber selvfølgelig at den bliver mindst lige så god næste år!”.
Tak til Jakob Risager for beretningen.
Læs mere om Sahllejren og skoleskakkens andre lejre, se skoleskakkens kalender for lokale aktiviteter eller kontakt din lokale kreds for mere info.
Spørgsmål? Kontakt Jakob Risager risager@skoleskak.dk.