Fint besøg i Hinnerup Skoleskak

Fint besøg i Hinnerup Skoleskak

I onsdags kiggede Tv2 Østjylland forbi Hinnerup Skoleskak-klub, som på behørig vis havde valgt at fejre afslutningen på denne skoleskak-sæson med manér. Se det 1,5 minut lange klip her.

Det har da også været et udbytterigt år for den aktive skoleskak-klub, der denne sæson har tilkæmpet sig en lang række flotte placeringer både til det nyligt afholdte DM for hold, hvor de vandt Gruppe B, men også til Århus Mesterskaberne i februar samt til DM sidste efterår, hvor Hinnerup fik to topplaceringer, en 2. plads og en 3. plads. Skoleskak-klubben er også populær blandt de mange børn, der hver onsdag trofast møder op for at spille skak og lege tagfat – noget som alle børnene uanset alder synes er sjovt, og derfor er legen også blevet et fast indslag hver eneste uge.

Klubben er dog også populær blandt forældrene, der af Hinnerup Skoleskak alle aktivt involveres i skoleskak-klubbens mange aktiviteter. Til klubbens sæsonafslutning var der da også, foruden 30 børn, hele 16 fremmødte forældre og frivillige, der blandt andet var dukket op for at se Hinnerup Klubmesterskab blive afgjort ved omkamp. Kampen mellem Hinnerups to unge talenter blev på passende manér vist på live bræt i et tilstødende lokale, alt imens der blev kommenteret på den spændende kamp. De mere end 30 fremmødte klub-gangere fik selvfølgelig også selv mulighed for at spille skak, da klubben blandt andet afviklede en sjov omgang action-skak, som er en skak-variant, hvor børnene kæmper mod hinanden på hold. Hver gang der råbes ’action’, skal deltagerne overtage et nyt bræt og spille en ny kamp mod en ny modstander. Der var således rig mulighed for at bruge sæsonens sidste skak-kræfter på at give klub-kammeraterne kamp til stregen på denne sæsons sidste klubaften.

Dansk Skoleskak
info@skoleskak.dk