Fed uddannelse i København!

Fed uddannelse i København!

Der var lagt op til både undervisning, sparring og masser af skoleskak, da Dansk Skoleskak afholdt Skoleskaklærer-uddannelse på Uddannelsescentret i København.

Deltagerne var imponerede over den pædagogiske tilgang, som undervisningen gav til skakspillet.

”Jeg har fået nogle redskaber, både didaktiske og så er det rart at have fået nogle materialer. Jeg har tit tænkt på at spille skak i klasser jeg har haft på skolen før. Men der har været få brætter på biblioteket, så det har ikke kunne lade sig gøre. Men nu har jeg fået materialerne og de didaktiske overvejelser så man kan gå metodisk frem.” Fortæller Mikkel Kibsgaard fra Grøndalvængets skole og fortsætter. ”Jeg har en tanke om at starte skoleskak op i min første klasse og have det på skemaet en time om ugen. Jeg vil også meget gerne ud i de andre klasser og lave forløb med dem.”

Kombinationen af teori og praksis var med til, at variere uddannelsen og læringsværktøjerne som “Bondeskak” og “De tapre riddere” imponerede meget. Derudover fandt deltagerne også selv på et strategi-læringsspil ’Dartskak’, hvor spillerne skal have en masse point ind på centrum af brættet.

Deltagerne fik udfordret hjernecellerne, da de skulle huske en stilling på 2 minutter og derefter rekonstruere den. De mere aktive turneringsformer, såsom ”Arm & hjerne skak” og ”Frem i bussen skak” faldt også i god jord hos deltagerne.

”De ting vi gør her er faktisk ting vi kan gå lige hjem og bruge. Altså for eksempel sidste fredag, hvor vi lavede ”Frem i bussen”. Jamen den kan jeg da bruge, helt klart den vil jeg gå hjem og lave i morgen med børnene og det er så anvendeligt, det er super fint.” – Mikael Timm fra GFO’en på Tranegårdskolen.

Flere af deltagerne fortalte at de glæder sig rigtig meget til, at afprøve den nye pædagogiske tilgang til skakspillet, som de skal undervise børnene i, på deres skoler.

”Det har været super sjovt. Jeg har været med til undervisnings skak på skolen for 2 år siden og nu har man ligesom et helt andet perspektiv på hvad der er bag. Så nu kan jeg jo også gå ind og hjælpe når eleverne sidder om eftermiddagen og ikke kan komme videre.” Fortæller Nina Steensen fra Blågård Skole.

Fra undervisernes side er man overbevist om at der nu er blevet uddannet endnu en ny flok super gode skoleskaklærere!

Der er stadig få ledige pladser på efterårets uddannelser. Se mere på www.skoleskak.dk/uddannelse herunder en anmeldelse af skoleskaklærer-uddannelsen, eller book en uddannelsesplads direkte via www.skakshoppen.dk – klik under ’uddannelser’.

Flere oplysninger hos:

Tine Kamper Holbøll
Tlf.: 2425 5344, tine@skoleskak.dk

Dansk Skoleskak
info@skoleskak.dk