07 okt 2013 Kommunemesterskaber i Esbjerg
Det blev Egekratskolen, som samlet set klarede sig bedst til Esbjergs Kommunemesterskab i skoleskak og dermed fik vandrepokalen med hjem
Med hele tyve skolepoint toppede Egekratskolen årets kommunemesterskab i skoleskak. Skolen fik både den store vandrepokal, syv af de ti små pokaler og alle tre billetter til DM i skoleskak.
På andenpladsen kom Blåbjerggaardskolen med 14 point, og på tredjepladsen kom værten, Kvaglundskolen, med fem point.
Alle deltagere fik en guldmedalje, og ti af deltagerne, som havde vundet deres grupper, fik også en lille guldpokal, så ingen følte sig snydt, da klokkerne ringede ud fredag klokken 13.30. Der var dog tre elever, som gik særligt glade på weekend. Oscar Tanggaard, Alexander Ferslev og Victor Nielsen – alle fra Egekratskolen – var de bedste i deres aldersgruppe, og de vandt derfor også en plads ved bordet til DM i Skoleskak, som afholdes i Odense den 23.-24. november.
Sjove pauselege
I alt deltog 46 elever fra Kvaglundskolen, Egekratskolen og Blåbjerggaardskolen. Eleverne spillede i syv grupper af mellem seks og otte deltagere og kæmpede på kryds og tværs om først at sætte hinanden skakmat.
Da gruppespillene var slut, og pointene blev talt op, spillede deltagerne stafetskak, hvor de 46 elever blev delt ind i fire hold, som på to baner spillede mod hinanden på to skakbrætter i modsatte ende af hallen.
Dagen blev sluttet af med et spil actionskak, hvor deltagerne i to hold spillede ved et langt bord med 23 skakspil. Hvert femte minut rykkede alle spillere en stol til højre og fortsatte sidemandens spil.
Guldpokaler til gruppevinderne
Fra Egekratskolen fik både Victor Nielsen, Alexander Ferslev, Camilla Bjerre, Ida Madsen, Ida Tangaard, Oscar Tangaard og Frederik fra 2. klasse en guldpokal med hjem som symbol på deres flotte spil dagen igennem.
De sidste tre pokaler gik til Frederik Hussmann, Oliver Sørensen og Isabella Sloth – alle fra Blåbjerggaardskolen.
Det er også muligt at kvalificere sig til DM i skoleskak ved kredsmesterskaberne, som for Esbjergs vedkommende finder sted den 2. november i Ribe.
Se en lille video fra dagen her.
[nggallery id=158]