DM i skoleskak rykker til Sydfyn

DM i skoleskak rykker til Sydfyn

Præmiefoto fra DM 2013Danmarksmesterskabet (DM) i skoleskak er i 40 år blevet afholdt på Abildgårdskolen i Odense, der i starten var en af Odenses nyeste skoler.

DM i skoleskak har udviklet sig over årene, og med bl.a. folkeskolereform samt ønsker om flere forskellige overnatningsmuligheder, bespisningsfaciliteter mv., har skoleskakken været på udkig efter nye rammer med mulighed for at udvikle DM-konceptet til en hel Læringsfestival.

Vi er derfor glade for at kunne præsentere en ny location for DM i skoleskak, nemlig ’Den frie Lærerskole’ i Ollerup vest for Svendborg. Datoerne er, som vi kender dem – sidste hele weekend i november.

I år udvides Læringsfestivalen med 1 dag, så arrangementet starter allerede fredag aften, som det kendes fra hold-DM. Således er der aktiviteter alle dage fra fredag den 28. november til søndag den 30. november.

DM i skoleskak starter officielt lørdag den 29. november når Svendborgs Borgmester, Lars Erik Hornemann, byder velkommen, og kører frem til søndag ved middagstid, når den sidste skakdyst er spillet. Lyn-DM spilles fredag aften, mens programmet lørdag aften bl.a. byder på film, svømmehal og hygge.

Overnatningsmulighederne på Den frie Lærerskole er flere. Der kan både ske overnatning i klasselokaler som det kendes fra Abildgaardskolen, men for de, som gerne vil betale ekstra, er der mulighed for at overnatte på enkelt- og dobbeltværelser.

Der er motorvej og tog til Svendborg, men kommer man fra øst, er det letteste ofte at rejse til Nyborg, hvor der kører bus til og fra Den frie Lærerskole.

Præmierne? Det er de samme, kendte keramikkrus som altid 😉

Info om tilmelding mv. kommer her på siden senere.

For spørgsmål til arrangementet, kontakt dm2014@skoleskak.dk.

Dansk Skoleskak
info@skoleskak.dk