Dejlig stemningsreportage fra en superfed pigeskak weekend!

Dejlig stemningsreportage fra en superfed pigeskak weekend!

Hele 26 piger i alderen 6 til 17 år fra alle dele af Danmark var mødt op på Aulby Skole nær Middelfart til en weekend med skak, hygge, fest og meget mere. Alle pigerne modtog ved ankomsten en velkomstgavepose som indeholdt smykker og slik samt en sodavand fra Middelfart Sparekasse, der havde sponseret flere præmier.

Forventningerne var store og nogle var måske en smule nervøse over at skulle være væk fra forældrene en hel weekend. Denne nervøsitet forsvandt dog hurtigt da aftenunderholdningen gik i gang!

Der skulle kæmpes på 4 hold hvor de ældste piger og de yngste skulle arbejde sammen om at få en sejr i land. Holdene; De Sprudlende Springere, De Tænkende Tårne, De Lynhurtige Løbere og De Bundsolide Bønder var alle opsatte på at vinde så allerede ved den første disciplin, Kykskak, blev der gået til den. Efterhånden som reglerne blev ændret undervejs og fx alle over 13 år skulle fjerne deres dronning eller alle bønderne blev fjernet, måtte selv de mest garvede spillere se nederlag i øjnene. Disse blev heldigvis taget med et smil på læben.

Efter kykskak skulle der laves plancher om pigeskak. Pigerne var super gode til at hjælpes ad med at lave nogle flotte kreative (og lyserøde!) plancher og efter denne disciplin var det tid til en lille pause med saft og kage. Ikke længe herefter skulle der dog kæmpes igen – denne gang i babyskak! Brikkerne nærmest fløj omkring i lokalet og stemningen var hektisk – det var vigtigt at få nogle point så man kunne få del af 1.præmien som var sodavand til vinderholdet 🙂

Da babyskak var overstået skulle vi i gang med den sidste og afgørende disciplin – kondiskak med kæmpe brikker, altså KæmpeKondiSkak! 7 min til hvert hold så der skulle løbes stærkt! Efter et par hårde indledende kampe stod finalen mellem De Lynhurtige Løbere og De Bundsolide Bønder. Efter de indledende discipliner var pointstillingen så tæt at vinderen skulle findes mellem netop disse finalister. Det viste sig at løbernes hurtighed blev afgørende og selvom bønderne var solide måtte de se De Lynhurtige Løbere løbe med sejren da tiden randt ud for bønderne.

Lørdag morgen efter en god morgenmad gik undervisningen i gang. De to undervisningshold; Damerne og Dronninger blev undervist i alt fra Mat i 1, åbningen, slutspil til Fisher-parti. Mellem lektionerne blev der spillet lejrturnering, men ikke en helt almindelig lejrturnering. Pigerne var nemlig opdelt efter et seedningssystem og spillede i en stor monrad gruppe med tidshandikap sådan at de stærkeste piger havde mindst tid og dem som ikke havde gået til skak så længe mest tid. De stærkeste piger havde et rødt rundekort, herefter fulgte det grå rundekort, så det grønne og til sidst det gule. De ”røde” piger fik deres at se til og det var da også kun en enkelt rød der kom igennem turneringen uden nederlag, men mere om det senere.

Der var også en enkelt fødselar på lejren, Louise Rasmussen fyldte nemlig 12 år denne lørdag og blev fejret med gave, flag og sang, og minsandten om ikke også en stor del af Danmark ligeledes flagede for Louise! (Muligvis også fordi der var kommet en ny prinsesse til verdenen… 🙂

Ud på eftermiddagen var der et par overraskelser til pigerne først i form af en lækker Sundae is sponsoreret af MC DONALDS Middelfart og herefter et foredrag med  Svend Novrup, tidligere formand for den nu desværre nedlagte støtte forening til dansk kvinde og pigeskak ”FTSADPOKS”  som kom og fortalte om pigeskak gennem tiderne og sang en sang om pigeskak som blev skrevet for hele 20 år siden ved Pige Dm i Haderslev. Pigerne var tryllebundet af Svends historier og pudsige skakopgaver der skulle løses med både halve og hele træk, og Svend fik et velfortjent bifald.

Efter at have siddet stille et godt stykke af dagen var det tiden til en gang fodbold i solskinnet udenfor. Det var tydeligt at se at mange af pigerne er vant til at konkurrere for der blev virkelig gået til den på grønsværen, selv når det var de yngste der driblede af sted afgav de ikke frivilligt bolden.

Da aftensmaden var spist gik forberedelserne til aftenens store fest i gang. I al hemmelighed havde Torill og Marie været oppe til klokken 2 natten før for at pynte festlokalet op til den store guldmedalje, så lidt over klokken otte blev dette fyldt med festklædte unge damer som alle havde deres dansesko på. De røde, grønne, gule og blå drinks gled lystigt ned sammen med nogle knasende chips og snart var der dømt LIMBO! Én festleg især de yngste piger havde set frem til da det nu var en fordel at være lille! Og selvom Emilie Ellegaard og Maria-Theresa m.fl. overraskede dommerne med deres limbotalent var det dog i 1.runde Sofie Louise lokal-limbo-helten fra Aulby der løb med sejren. Senere blev der dog taget revanche 🙂

Når der ikke blev danset limbo, blev der sunget karaoke på playstation singstar og de spirende popstars gav den gas (Dog blev et par af de ældste piger erklæret tonedøve af det ubarmhjertige spil, men vi nævner ingen navne her, I ved hvem I er!! J) Ligeså blev der danset stopdans aftenen lang og de ældste piger var rigtig gode til at svinge de små rundt på dansegulvet. Efter flere timers dansen og sang blev de festglade tøser sendt i seng, og modsat fredag aften gik der ikke længe før der var helt stille på værelserne!

Søndag var den sidste dag på Pigeskaklejren 2007 og dagen hvor lejrturneringen skulle afgøres. Louise Højen, Jetsmark,  som også er Danmarksmester i A-gruppen var den eneste som var ubesejret og denne stime forsatte hun og vandt suverænt alle sine partier! I Den grå gruppe vandt Thea Nikolajsen som også kom på en flot samlet 3.plads i hele turneringen. Den grønne gruppe havde hele 2 vindere; Louise Rasmussen fra Aulby og Emma Christensen fra Skovbo, og i den gule gruppe sejrede Sofie Louise Abelsen fra Aulby.

Alle deltagere modtog en præmie, heriblandt flotte sponsorpræmier fra Middelfart Sparekasse og at dømme ud fra de evalueringsskemaer vi modtog fra pigerne var lejren en stor succes og alle havde haft en god weekend. Nye venskaber blev knyttet på tværs af aldersforskelle og på tværs af det danske land. Og en ting er sikkert, vi var i hvert fald super glade for at tilbringe weekenden sammen med jer, og vi håber I kommer med til alle de fremtidige pigeskakarrangementer. Noget kunne i hvert fald tyde på at kontakten pigerne imellem bliver holdt ved lige da sætninger som ”Jeg sender dig en sms liiiiiiige så snart jeg er hjemme” og ”Du har min email” fløj gennem luften mens knus blev delt ud til højre og venstre.

Ligeså skal der lyde en stor tak til Asger Frank-Nielsen og forældre-staben på Aulby skole, – uden jeres hjælp kunne vi ikke have arrangeret lejren.

Torsten Lindestrøm, Torill Hagesaether og Marie Frank-Nielsen, marie@skoleskak.dk

.

Dansk Skoleskak
info@skoleskak.dk


Live Chat