De mindste lærere

De mindste lærere

Langhoejskolen_maj2014På Langhøjskolen i Hvidovre deltog alle klasser fra 0.-6. klasse i Skolernes Skakdag i februar. Inden skakdagen havde 0.b besøg af skaklærer Thorbjørn Bromann i et par lektioner, hvor de grundlæggende regler blev lært. Efter Skolernes Skakdag har klassen hver onsdag spillet skoleskak sammen med børnehaveklasselederne.

I denne uge havde 0.b inviteret 3.b på besøg i klassen for at lære skak. Ved hvert skakspil satte to elever fra 3. klasse sig, hvorefter et par elever fra 0. klasse forklarede reglerne og efterfølgende hjalp med at spille. Seancen blev en stor succes med entusiatiske elever ved skakbrættet og begejstrerede og lettere overraskede lærere og pædagoger.

Ulla Worning Lauritsen, børnehaveklasseleder:

“Vi oplevede en fantastisk læringssituation, hvor det var eleverne i 0. klasse, som var eksperterne, der skulle lære de ældre elever fra 3. klasse noget nyt. Eleverne samarbejdede uden problemer på trods af aldersforskellen og der var stor koncentration. Efter mere end 50 minutter uden pause blev der stadig spillet skak på livet løs, hvilket er meget udsædvanligt i andre læringssituationer. Vi vil helt sikkert lave noget lignende fremover.”

I kan gøre det samme – fx på Skolernes Skakdag 6. februar 2015. Tilmeld jer allerede nu.

Dansk Skoleskak
info@skoleskak.dk


Live Chat