NY BOG FOR SKOLESKAKUNDERVISERE

NY BOG FOR SKOLESKAKUNDERVISERE

NY BOG FOR SKOLESKAKUNDERVISERE

Den hollandske psykolog og journalist Karel Van Delfts nye bog Chess For Educators: How to Organize and Promote a Meaningful Chess Teaching Program er nu tilgængelig i skakshoppen.

Som titlen antyder er bogen skrevet som en vejledning til lærere og pædagoger, og er derfor oplagt til skoleskakunderviseren. Det er ikke en traditionel skakbog med en masse træk og diagrammer, men derimod en guide til hvordan man lærer en masse om og af skakspillet. Van Delft giver gode råd om hvordan man lancerer et skoleskaktilbud, og hvordan man rent didaktisk støtter elevernes udvikling af kritisk tankegang.

SAMARBEJDE MED DANSK SKOLESKAK

Karel er ligesom Dansk Skoleskak fortaler for at børn lærer bedst gennem leg (playful learning). Karel arbejder med tre dogmer for hans undervisningsmetoder, de skal være: varierede, inkluderende og fascinerende.

Med afsæt i de tre principper har han skabt undervisningsrammer hvor elever oplever social, emotionel og kognitiv udvikling. Hans metoder har været en inspirationskilde for Dansk Skoleskak, og han har fungeret som rådgiver på to af Dansk Skoleskaks indsatser: SFA (Skoleskak For Alle) og HPS (Hjernen På Skemaet).

OM FORFATTEREN

Karel Van Delft er en vigtig international aktør når det kommer til emner som læring og pædagogik i skakverdenen. I Holland leder han et skakakademi der underviser skak på skoler landet over. Han har undervist skak til børn og unge i 30 år, heriblandt børn med særlige vilkår, og skrevet adskillige bøger om skak og læring.

Andreas Jacobsen
Andreas@skoleskak.dk