Bydelsmesterskab på Nørrebro

Bydelsmesterskab på Nørrebro

Tirsdag den 7. november er der bydelsmesterskab i skoleskak på Nørrebro Park Skole i København. Skolen får besøg af elever fra 3.-5. klasse på Blågards Skole og Guldberg Skole.

“Det er et lokalt arrangement, hvor skolerne mødes til en dag i skoleskakkens tegn,” siger Line Wetke Koch, der er lærer og skoleskakansvarlig på Nørrebro Park Skole og tidligere læringskonsulent hos Dansk Skoleskak. Hun fortæller, at mesterskabet både handler om at kåre bydelens dygtigste skoleskakspillere, men også at skabe samarbejde mellem skolerne i området.

“Et bydelsmesterskab i skoleskak er en oplagt og rigtig god anledning til at danne bro mellem skoler i lokalsamfundet.”

I alt 75 elever skal fra kl. 9.30 til 11.00 spille 5 runder, der blandt andet byder på Bondeskak og Action-skak.

Et bydelsmesterskab i skoleskak er en oplagt og rigtig god anledning til at danne bro mellem skoler i lokalsamfundet
- Line Wetke Koch, lærer og skoleskakansvarlig, Nørrebro Park Skole

PLAYMASTER-kursus på Nørrebro Park Skole - september 2017

UNDERSTØTTER INTEGRATIONEN

Bydelsmesterskabet på Nørrebro i København arrangeres og styres bl.a. af PLAYMASTERS-elever, der har været på et af de populære PLAYMASTER-kurser. Her har de lært at undervise deres skolekammerater i skoleskak og assistere lærere og pædagoger, når der afholdes skoleskakarrangementer som Skolernes Skakdag eller bydelsmesterskaber.

Dysten mellem eleverne fra Blågårds Skole, Guldberg Skole og Nørrebro Park Skole er støttet af Socialforvaltningen i Københavns Kommune, som en del af kommunens økonomiske støtte til frivilligt socialt arbejde (§18).

Baggrunden for Københavns Kommunes bevilling er, at Dansk Skoleskaks aktiviteter, med de frivillige PLAYMASTERS og samarbejde på tværs af skoler, er med til at styrke elever med anden etnisk herkomst end dansk. På den måde understøtter bl.a. bydelsmesterskabet på Nørrebro kommunens integrationspolitik ved at styrke faglighed samtidig med, at eleverne indgår i et positivt fællesskab.

“Skoleskak fungerer på tværs af klasser, køn og kultur. Til bydelsmesterskabet er der en vandrepokal på spil, men fokus er i lige så høj grad på fællesskabet,” siger Line Wetke Koch og uddyber. “På skakbrættet er alle lige. Alle elever kan være med i skoleskak uanset alder eller niveau, og det giver især de svage elever muligheden for nogle succesoplevelser i skolen – både fagligt og socialt.”

Også rollen som PLAYMASTER giver eleverne selvtillid.

“Det, at det er elever, der underviser elever, giver nogle anderledes rammer og vilkår for læring end i den normale undervisning. Det er fantastisk at se, hvordan PLAYMASTER-eleverne vokser i rollen som undervisere. Det giver dem en selvtillid, de kan bruge i resten af skoledagen,” fortæller Line Wetke Koch.

På skakbrættet er alle lige, og det giver ofte de svage elever nogle succesoplevelser i skolen - både fagligt og socialt
- Line Wetke Koch, lærer og skoleskakansvarlig, Nørrebro Park Skole

PLAYMASTER-KURSER – STADIG LEDIGE PLADSER

Der er stadig ledige pladser på PLAYMASTER-kurserne i efteråret og i starten af det nye år.

Efter et aldeles vellykket og fuldt booket kursus i København i september, er det snart tid til at uddanne flere elever fra 5.-10. klasse på en række skoler i Danmark. Eleverne lærer først og fremmest at assistere lærere og pædagoger, når Skolernes Skakdag 2018 løber af stablen den 9. februar. Den 30. november går det løs i Aalborg, i starten af december er turen kommet til Grindsted og i det nye år afholdes der PLAYMASTER-kursus på Fyn og Sjælland.

Til Skolernes Skakdag forventes det, at omkring 42.000 elever fra over 250 skoler i Danmark deltager. Udover at hjælpe til under Skolernes Skakdag får mange af de nyuddannede PLAYMASTERS også ansvaret for at organisere frikvaters-skak på deres skole samt at agere turneringsledere til Landsfinalen, der afholdes den 16. marts næste år. På nogle skoler hjælper PLAYMASTERS også til, når der står skoleskak på skemaet i den understøttende undervisning.

 

Spørgsmål og tilmelding
Kontakt programleder, Mikkel Nørgaard, mikkel@skoleskak.dk

Skolernes Skakdag og PLAYMASTERS er støttet af Spar Nord Fonden, Politiken og Børnenes Hovedstad, Billund.

200 KR. BLIVER TIL MEGET MERE

Støtter du Dansk Skoleskak, kommer pengene flere gange igen. Med 101 støtter, der hjælper med 200 kr. eller mere, inden den 31. december, er Dansk Skoleskak forsat godkendt som velgørende organisation. Det betyder, at vi modtager sponsorater, arv uden afgifter og kan søge om momsrefusion. Pengene går til sjove og lærerige aktiviteter for 50.000 børn og unge landet over.

Støt via MobilePay på 3049 0580, læs mere om, hvordan du kan hjælpe eller giv et bidrag allerede i dag.

Vi mangler stadig gavegivere for 2017, så der er brug for din hjælp!

 

Dansk Skoleskak
info@skoleskak.dk


Live Chat