Brug låget til skoleskak

Brug låget til skoleskak

På Skolernes Skakdag handler det om at bruge låget, derfor er Dansk Skoleskak og Skolemælk gået sammen om at skabe mere leg, læring og skoleskak med kampagnen ´Brug låget!’. Det betyder at elever fra over 1400 skoler i Danmark kan designe deres egne skakspil ved at samle 32 mælkelåg og kombinere dem med udsendte skakbrik-klistermærker.

Kampagnematerialet indeholder bl.a. plakater, lærervejledning med minigames og skakbrætter som er sendes til skolerne i starten af januar. Så er der god tid til at træne op til Skolernes Skakdag, måske der endda skal dystes mod lærerne?

Landsfinale i Lalandia
Over 100 skoler deltager på Skolernes Skakdag den 8. februar 2013, en fordobling af antal skoler fra 2012, hvor 57 skoler var med på dagen. Med vokseværket i 2013 kommer også en række nyskabelser bl.a. Landsfinalen, der afholdes i Lalandia i Billund fredag den 12. april kl. 10-15. Her dyster hold fra Skolernes Skakdag om titlen som ’Årets Skakskole’ og LEGO-pokalen.

Hver skole kan stille med op til 8 elever på skolens hold, der udtages af aktivitetslederne, som organisere Skolernes Skakdag på skolen. Til Landsfinalen spilles 5 skakkampe med alle brikker mod andre elever på ca. samme klassetrin – og hele holdets indsats tæller, så det kan være en fordel at skolens hold kommer fra forskellige klassetrin. Udover kampen på brættet byder Landsfinalen på underholdning, mad, drikke og præmier til alle.

Skolernes Skakdag arrangeres af Dansk Skoleskak i samarbejde med Skolemælk, Politiken, Capital of Children Company og Spar Nord Fonden. Målet er, at Skolernes Skakdag udvikler sig til hjernegymnastikkens svar på Skolernes Motionsdag.

Læs mere om Skolernes Skakdag, ’Brug låget!’ kampagnen og Landsfinalen på www.skolernesskakdag.dk.
‘Synes godt om’ Dansk Skoleskak på facebook.com/skoleskak og følg med i Skolernes Skakdag og meget andet!

For mere info kontakt Dansk Skoleskak på tlf. 3049 0580 eller e-mail skakdag@skoleskak.dk.

Dansk Skoleskak
info@skoleskak.dk