
06 aug 2021 Vellykket Brain Booster Camp i Fredericia
Skolerne åbner op efter sommerferie i disse dage. Det betyder at man lige skal have hjernen op i gear igen. I Fredericia spillede en masse seje unger deres hjerner stærke forud for skolestart, da Dansk Skoleskak kom forbi og arrangerede Brain Booster Camp i Det Bruunske Pakhus.
Der var både nogle der havde spillet skak i forvejen, og nogle der ikke kendte reglerne.
Men det er det gode ved skoleskak, alle kan være med!
Vi delte deltagerne op, så alle kunne lære sammen med nogle med et lignende kendskab. Der blev vist fornemt humør, og masser af hjerne-power, både hos nybegynderne og hos de mere trænede.
Vi spillede Bondeskak, Stratego-skak, Pistolskak, Amongus-skak og selvfølgelig en masse Kondiskak, så både hjernen og kroppen blev aktiveret. Højdepunktet for nogle af deltagerne var en spændende simultan mod vores læringschef Mikkel, hvor der var en præmie på højkant hvis en af deltagerne slog ham!
Det var lige ved og næsten.
Mikkel blev tvunget ud i en remis, og det var nok til at alle fik en lille godbid sidst på dagen. Ved afslutningsceremonien fik deltagerne en medalje og en klapsalve hver.
Vil du have Brain Booster Camp til din by? Kontakt os på laer@skoleskak.dk
