BMIS mesterskabet i København 2012!

BMIS mesterskabet i København 2012!

Fredag den 8. juni kl. 10:00-13:00 inviterer Gasværkvejens Skole alle BMIS skoler i København til det store BMIS mesterskab. Stævnet markerer afslutningen på Dansk Skoleskaks sidste undervisningsforløb i BMIS i denne omgang.

BMIS, der i fuld længde hedder ”Bring Minoriteterne i Spil”, er et 3-årigt social- og udviklingsprojekt i København og Aarhus. Projektet involverer 4.500 skoleelever, 250 skolelærere og opstart af 25 nye skoleskakklubber. Gennem projektet nytænkes indsatsen for børn og unge med sociale udfordringer.

I BMIS benyttes skoleskak som redskab i undervisningen, samt efter skoletid til at styrke de deltagende børn og unges sociale og intellektuelle kompetencer. I praksis etableres et 8 ugers undervisningsforløb med 1 times skoleskak pr. uge for ca. 6 klasser pr. skole (6 skoler pr. halvår i 3 år, 2009-2012), samt opretter skoleskakklubber efter skoletid med inddragelse af de deltagende børn og unge, lærere, forældre og øvrige interessenter. Læs mere om projektet her.

Til mesterskabet får elever på tværs af de københavnske skoler mulighed for at møde hinanden og dyste på tankerne og ideer hen over skakbrættet. Fælles for alle eleverne er, at de alle har deltaget i undervisning med skoleskak.

Dysterne varer 10 min. og der spilles ud fra 3 points system (3=sejr, 2=uafgjort, 1=tabt), hvorfor alle elever for point for deres deltagelse, ligesom der vil være præmier til alle. Du kan se indbydelsen her.

For yderligere oplysninger om BMIS mesterskabet kontakt projektkoordinator Nikolai Skousen på e-mail: nikolai@skoleskak.dk. eller tlf. 2242 0200.

Mai Tødsø Jensen
mai@skoleskak.dk