3 x guld – næsten!

3 x guld – næsten!

Så er dette års individuelle NM i skoleskak slut. Det blev til 3 danske medaljer i form af en førsteplads samt 2 delt førstepladser, der desværre i korrektionsberegningen blev til to 3. pladser.

I gruppe A var spændingen intens inden sidste runde. 4 spillere lå lige med 3½ point, og da de alle havde spillet indbyrdes skulle de førende møde lavere rangerende spillere. Desværre fik vi endnu et danskeropgør, da Mads og Simon trak hinanden. Det blev et meget kompliceret parti, som Mads endte med at vinde. Da ingen af hans konkurrenter overraskende nok formåede at vinde, blev Mads Hansen nordiske mester i A-gruppen. Super flot og stort tillykke. Simon, der var med for første gang, endte på 2 point. En udmærket debut, men det kunne sagtens være blevet til flere point. I 5. runde skulle han fx sætte mat med løber+springer mod konge, men det lykkedes ikke, så her må guldspringeren frem igen!

I gruppe B fik vi det som forventet svært. Begge vore danske helte, Casper Christensen og Mathias Nielsen var med for første gang, og de lå begge ratingmæssigt i nederste halvdel. Casper endte på 2½ og Mathias på 1½. Også her kunne det sagtens være blevet til flere point. Bl.a. stod Mathias klart til gevinst i første runde, men tabte.

Gruppe C var nok den gruppe, hvor vi før turneringen forventede mest af de danske deltagere. Og Jonathan Bräuner og Jens Ramsdal levede op til forventningerne. Efter fire runder lå de begge på en 3-delt 1. plads og skulle mødes i 5. rundes topkamp. Her vandt Jonathan, og han skulle derfor ud i en ny nervepirrende afsluttende runde mod en stærk svensker. Jonathan kom under pres men holdt hovedet koldt og endte med at kæmpe sig til en remis. Hans 4½ point var nok til en 3-delt førsteplads, men desværre havde Jonathan dårligst korrektion, så han måtte nøjes med bronze. Men overordnet set en super god præstation af Jonathan, der spillede virkelig god skak. Jens startede som sagt stærkt, men tabte begge partier om søndagen og endte midt i feltet. Han var dog med i kampen om medaljer til det sidste, da sejr i sidste runde ville have givet ham bronze.

I D-gruppen havde vi også store forventninger til vores danske ”kæmper”, Martin Percivaldi og Tobias Dreisler. Martin startede med ½/2 men viste høj moral, da han i fin stil vandt sine sidste 4 partier. Også i denne gruppe var 4½ nok til en 3-delt førsteplads, men da Martin kom nedefra, havde han desværre dårligst korrektion og måtte nøjes med bronze. Men en fin præstation af Martin og flot kommet igen. Tobias spiller virkeligt godt, når det kører for ham. Og det gjorde det i hver anden runde ved dette NM. Så 3 gevinster og 3 tab gav en placering midt i feltet. I betragtning af at han i år var blandt de yngste og igen næste år spiller i D-gruppen, er der grund til optimisme.

I yngste gruppe havde vi to meget talentfulde spillere med, Jacob Kryger Dyrkjær og Johan Møller Ochsner. De endte begge på 2 point, men havde absolut stillinger til mere. Bl.a. tabte Johan jo et parti, hvor han stod til gevinst, men desværre kom til at røre en af modstanderens brikker, hvilket resulterede i at han tabte et tårn og dermed partiet. Meget uheldigt. De er begge meget talentfulde og bliver uden tvivl bare bedre og bedre som tiden går. Dem skal vi nok komme til at se mere til!

I den uofficielle landekonkurrence blev vi nr. 3 efter suveræne Norge og med Finland på 2. pladsen. Samlet set scorede vi ca. som forventet. Individuelt var det Mads Hansen, Jonathan Bräuner og Martin Percivaldi, der scorede mest over forventet.
Der findes resultater, billeder og videoer via turneringens hjemmeside.

Kristoffer Dyrgaard, der var med som træner for de 3 fynske deltagere, har også skrevet referater til følgende hjemmeside, hvor der også findes mange billeder af de danske deltagere.

Stormester Sune Berg Hansen, der var med som coach, holdt undervejs to foredrag for de unge talenter. Flere af hans lærerige pointer er gengivet i søndagens referat. Herudover har Sune fortalt vore unge talenter, at hvis de skal helt op i eliten af dansk skak, kræver det hårdt arbejde. Generelt peger Sune på, at de unge danske talenter ved for lidt om åbninger og de stillingstyper, der opstår efter åbningen. Her skal der arbejdes for at tage springet frem fra at være et ungt talent til at være en del af de allerbedste spillere i Danmark.

Hermed slutter dette års NM-beretning. Det var samtidig min sidste tjans som rejseleder og NM-ansvarlig for Dansk Skoleskak. Tak for mange dejlige oplevelser. Det har været sjovt, spændende og lærerigt at være en del af dette de seneste 8 år. Den nye NM-ansvarlige hos DSS, Mads Boe, har virkelig noget spændende at se frem til!

Torsten Lindestrøm
torsten@skoleskak.dk.

Dansk Skoleskak
info@skoleskak.dk


Live Chat