3 dage til Hold DM

3 dage til Hold DM

Om bare 3 dage skydes Hold DM i skoleskak i gang på Gislinge Skole, Vestsjælland. Ankomst og indkvartering sker fredag mellem 17.00 og 17.45, hvorefter stævnet åbnes med lodtrækning og velkomsttale ved Emrah Tuncer, formand for kultur og fritidsudvalget. Søndag 15.30 kåres de bedste skoleskak-hold i de forskellige rækker, og alle elever får tildelt præmier!

På nuværende tidspunkt er næsten 200 elever fra hele landet tilmeldt stævnet, og det forventes at op mod 250 skoleskakentusiaster vil slå lejr på skolen weekenden over. Udover 3 spændende dage med 6 runder skoleskak, byder weekenden også på mange andre fede aktiviteter for de mange deltagere. Lørdag vil der blandt andet være mulighed for at prøve kræfter med en 5 meter høj klatrevæg samt se film på storskærm, og i skrivende stund arbejdes der hårdt for at alle deltagere har mulighed for at se X-factor finale sammen fredag aften! Har du ikke meldt dig og dit hold til endnu, kan du stadig nå at gøre det her!

For de mange fremmødte forældre er der desuden planlagt begynderundervisning i skakspillet samt en forældreturnering, for alle de som har lyst!

Vi følger løbende stævnet med nyhedsopdateringer her og på vores Facebook.

Vi ses til 3 fede dage i skoleskakkens selskab!

Dansk Skoleskak
info@skoleskak.dk


Live Chat