14 sep 2012 290 børn spillede på Vestfjendsskolen
I dag fik 290 skolebørn på Vestfjendsskolen mulighed for at afprøve deres evner på skakbrættet til Vestfjends Skolemesterskab 2012, hvor også Viborg Stifts Folkeblad var forbi. Læs deres artikel her. Eleverne var inddelt i tre rækker. Række A: 0., 1., 2. og 3. klasse. Række B: 4. og 5. klasse. Række C: 6., 7., 8. og 9. klasse.
Turneringen blev i alle rækker påbegyndt med et slag bondeskak, og allerede i 2. runde spillede de mange børn med bønder, tårne og løbere. Skakspillet blev for række B og C udbygget igennem turneringens fem runder, således at eleverne til sidst spillede med samtlige brikker – en sjov udfordring for mange af børnene, som ikke alle har prøvet kræfter med skakspillet før. En del af eleverne har dog deltaget i Vestfjendsskolens skoleskakklub, som kører på fjerde sæson. Undervejs i turneringen kiggede Dansk Skoleskaks maskot Remis forbi til stor glæde for særligt de mindste børn.
Efter endt turnering blev pointene talt op og pokaler blev uddelt til den bedst scorende klasse i hver række. Alle deltagere fik medaljer – og de mindste fik taget et klassebillede med deres nye kammerat Remis. Se billeder fra stævnet nederst på siden eller klik her.
Vestfjends Skoleskak afholdt efterfølgende skakcafé for de lærere, forældre og børn, som gerne ville have mere at vide om skoleskakkens mange gavnlige virkninger på skolebørn og deres evne til at koncentrere sig og lære. Der var som noget særligt også mulighed for at prøve kræfter med skakspillet på skoleskak.dk/spil – Dansk Skoleskaks spilleside, som benyttes i undervisningen såvel som i fritiden af de, som gerne vil være bedre til skoleskak.
Mesterskabet blev afholdt af Vestfjends Skoleskak i samarbejde med Vestfjendsskolen og Dansk Skoleskak.
Resultaterne:
Række A (0. – 3. klasse):
1. 3. klasse – 271 points
2. 1. klasse – 269 points
3. 2. klasse – 252 points
4. 0. klasse – 152 points
Række B (4. – 5. klasse)
1. 4b – 165 points
2. 4a – 133 points
3. 5b – 123 points
4. 5a – 117 points
Række C (6. – 9. klasse)
1. 9. Klasse: 221 points
2. 7. klasse: 206 points
3. 6. klasse: 204 points
4. 8. klasse 173 points
[nggallery id=101]