01 nov 2012 160 til skoleskak i Vejby
Koncentrationen var til at tage og føle på, da Sankt Helene Skole for første gang forsøgte sig med en skoleskakturnering i skoletiden. 160 elever fra 0. til og med 6. klasse elever var samlet i skolens fællesrum, hvor næsten 100 skakbrædder var i spil. Spillene var udlånt af de lokale skakklubber i Helsinge og Græsted samt Dansk Skoleskak. Det blev til adskillige skakpartier, hvor koncentrationen hånd i hånd med roen sænkede sig over de mange glade skoleskakspillere fra Sankt Helene Skole.
Alle eleverne kunne deltage i turneringen, hvor hver elev spillede tre kampe af ti minutter. De kampe der ikke blev afgjort ved skakmat, blev afgjort ved at tælle brikkernes værdi, så den spiller med minimum fem point i forspring vandt. Der blev også spillet bondeskak, hvor spilleren der først nåede baglinien eller havde flest bønder tilbage da tiden var gået vandt. Sidst på dagen modtog alle eleverne præmier og diplomer som finale på en oplevelsesrig eftermiddag.
Turneringen er arrangeret af Mikkel Bjørn Hansens, der i september blev uddannet på Dansk Skoleskaks skoleskaklærer-uddannelse. Skakreglerne og pædagogiske metoder bag skoleskak, hvordan man planlægger et undervisningsforløb og skoleskak som en del af matematikundervisningen er blot nogle af de ting der formidles på skoleskaklærer-uddannelsen.
Sankt Helene Skole er den eneste skole i Gribskov Kommune, der tilbyder skoleskak for skolens elever.
“Når Sankt Helene Skole prioriterer skoleskak, er det fordi, at undersøgelser og erfaringer viser, at skoleskak styrker børn og unges kompetencer inden for koncentration og kreativitet, samt deres analytiske evner. Via skoleskak lærer de unge at tænke sig om, og ikke mindst vente på at andre skal tænke sig om. Kort sagt – via skoleskak lærer eleverne noget, som de kan bruge i skolen og fremover”, fortæller Mikkel Bjørn Hansen.
Fremover spilles skoleskak på Sankt Helene Skole om onsdagen kl. 14-15.
Se hvor i landet der spilles skoleskak på www.skoleskak.dk/kort.