14 feb 2017 Dansk sejr til NM 2017
Torsdag den 16. februar drog 10 danske skoleskakspillere til Nordisk Mesterskab i Drammen 40 km sydvest for Norges hovedstad, Oslo.
Søndag aften var det slut, og det resulterede i en flot dansk sejr i gruppe A til Victor Haarmark Nielsen. I gruppe B var Sophus Mechlenburg Møller med helt fremme, men to nederlag søndag sendte ham desværre udenfor medaljerækken. I samme gruppe endte Ellen Fredericia Nilssen 3 pladser over sin seedning og kunne tage 48 ELO-point med hjem. Nicolai Kistrup endte på den utaknemmelige 4. plads i gruppe C, da han var et point dårligere i 2. korrektion end 3. pladsen. Samlet var scoren præcis 50%, så det lykkedes ikke danskerne at lave hattrick i landekonkurrencen, der blev vundet af Norge.
Spillerne havde en rigtig god tur i selskab med den tredobbelte Danmarksmester i skak, Stormester Allan Stig Rasmussen. Allan hjalp til med forberedelse og gennemgang af spillernes partier efter runderne på spillernes eget niveau.
Herunder kan du læse referater af alle runderne.
Hop direkte til åbningsceremoni og referat af 1. runde.
Hop direkte til referatet af 2. runde.
Hop direkte til lørdag morgen og 3. runde.
Hop direkte til referatet af 4. runde.
Hop direkte til referatet af 5. runde.
Hop direkte til 6. runde og afslutning.
Alle de nordiske lande (Danmark, Finland, Færøerne, Island, Norge og Sverige) måtte stille med to spillere i hver af de 5 aldersgrupper. De danske skoleskakspillere slap gennem nåleøjet ved at blive nummer 1 eller 2 ved DM i skoleskak i november 2016.
Åbningsceremoni og 1. runde
I løbet af torsdagen ankom de danske spillere med fly, tog og bil til sneklædte Drammen 40 km sydvest for Oslo. Kl. 19.00 var der åbningsceremoni og middag med velkomst af Ungdommens Sjakkforbund og Drammens borgmester iført klassisk borgmesterkæde. Mesterskabet foregår på Scandic hotel, som i 2004 dannede ramme om et meget stærkt internationalt skakstævne med en 14 årig Magnus Carlsen. Et stævne som samme borgmester i øvrigt åbnede, og som blev vundet af Peter Heine Nielsen foran bl.a. den legendariske nu afdøde Viktor Korchnoi.
Oscar Koch-Müller spillede hvid mod den topseedede Jens E Ingebretsen (1988). Oscar spillede engelsk, og de kom hurtigt ud i en variant, han ikke kendte. Men han kom fint ind i midtspillet og gik til angreb på kongefløjen. I træk 25 overså han en afdækker, så modstanderen fik en centrumsbonde. Oscar fortsatte angrebet på kongefløjen, men han manglede bonden og måtte efter 3½ times spil give op.
Nicolai Kistrup var sort mod finnen Hanna Laihonen (1509), som spillede Smith–Morra gambitten i siciliansk. Undervejs var Nicolai – ifølge eget udsagn – meget presset – men han fik vendt stillingen til en mindst lige stilling. Og efter 26 træk løb finnens tid ud, medens Nicolais ur stod på under 2 minutter.
2. runde
I 2. runde blev til det 4½ point til de danske talenter. Viktor Haarmark Nielsen har lagt sig i spidsen i A-gruppen med 2 af 2 point sammen med en FM’ er fra Island. De mødes i 3. runde. I gruppe B er
Sophus Mechlenburg Møller med 1½ af 2 med i toppen, og ligeledes hænger Nienke van den Brink godt med i gruppe D også med 1½ af 2. Det er koncenteret skak for vores deltagere med en dobbelt-runde og lidt forberedelse til kampene, så vi får ikke set meget til det ellers idylliske Drammen.
Gruppe E
Adam Stanczyk Christensen var sort mod Volter Aapola (1442) fra Finland. I en dronning gambit mistede han 3 bønder i midtspillet, og modstanderen byttede det af til en sejr. Marius Bøss Sørensen var sort mod Gunnar Erik Gudmundsson (1148) fra Island. De første 10 træk var ren teori i (1. d4, Sf6. 2. c4, e6, o.s.v); men Marius brugte desværre alt for lang tid på trækkene. I en helt lige stilling troede Marius i tidsnøden, at han havde vundet en bonde ved hjælp af en trussel om mat i bunden, men i stedet vandt modstanderen en officer, da han kunne tage Marius’ springer med skak og så sætte dronningen på baglinjen. Herefter var der ikke meget at gøre.
Gruppe D
Nienke van den Brink var hvid mod Oliver Wartiovaara (1684) fra Finland. Spillet åbnede med 1. Nc3.d5.e4 2. dxe4. Der blev rokeret modsat, og bønderne vandrede frem på begge fløje. Nienke fik lov til at spille axb7, og her valgte finnen et helt forkert forsvar, hvorefter Nienke med nogle smarte taktiske trick vandt modstanderens tårn. Oscar Koch-Mülller var sort mod Oskar Vikingur Davidsson (1840) fra Island. Spillet startede helt klassisk med 1. e4 e5 2. Sf3 Sc6 3. Lb6, og de endte også ud med modsatte rokader. I midtspillet nuppede Oscar en gratis bonde, men den var desværre ikke gratis alligevel, da der opstod en binding derved. Den udnyttede islændingen til at vinde Oscars springer, og kort tid efter gav Oscar op.
Gruppe C
Nicolai Kistrup var hvid mod FM Toivo Keinanen (2317) fra Finland. Det blev engelsk (c4 e6), og de kom lige ud af åbningen. I midtspillet fik finnen desværre positionel overtag, og fik sin bonde helt frem på c2. Denne fribonde kostede en officer og et nederlag. Adesh Easan var sort mod Suni I Horni Nielsen (1152) fra Færøerne. Adesh spillede moderne forsvar (e4 g6 d4 Lg7). Adesh var under pres det meste af partiet, men et enkelt forkert træk fra færingen gav Adesh muligheden for at få overtaget. Han fandt det rigtige træk og havde overtaget resten af kampen, indtil han kunne afslutte spillet med en flot mat ved hjælp af et springeroffer.
Gruppe B
Sophus Mechlenburg Møller mødte med sort den i Brønderslev bosiddende islænding Hilmir Freyr Heimisson (2192). Åbningen blev London system (1. d4 Sf6 2. Sf3 g6 3. Lf4 Lg7). I træk 24 accepterede Sophus trækgentagelse, hvor computeren mente, at han skulle være fortsat. Men et halvt point sikrede ham en fortsat plads i toppen. Ellen Fredericia Nilssen var hvid mod Janus Skaale (1696) fra Færøerne. Det blev afslået dronning gambit (d4 d5 c4 c6). Omkring træk 25 fik Ellen låst stillingen, og så kunne hun ellers begynde en flot kongevandring, der endte med kongen på 8. række, der kunne hjælpe en fribonde til baglinjen.
Gruppe A
FM Mikkel Manosri Jacobsen var sort mod FM Oliver Johannesson (2224) fra Island. Lige som Ellens spil blev det afslået dronning gambit (d4 d5 c4 c6). Islændingen fik overtaget, men Mikkel kom fint tilbage i kampen, men så indtraf katastrofen, da Mikkel satte et tårn direkte i slag. Nede med en kvalitet kunne modstanaderen sætte et matangreb ind og vinde kampen. Viktor Haarmark Nielsen med sort havde rundes allerlængste parti på hele 114 træk mod FM Dagur Ragnarsson (2276) fra Island. Der blev spillet italiensk (e4 e5 Sf3 Sc6 Lc4 Lc5). Undervejs kom Viktor foran med 2 bønder, men det lykkedes modstanderen at vinde dem tilbage. Det lykkedes dog Viktor at vinde en bonde igen, og de endte ud med tårn, ulige-farvede løbere og 4 bønder mod 3. Med ulige-farvede løber skal man spille meget præcist for at vinde, men det var lige præcist det, Viktor gjorde, så efter 114 træk og mere end 5 timers spil, kunne Viktor forvandle ekstra-bonden til gevinst.
Lørdag morgen og 3. runde
Kl. 7.30 mødte den danske delegation op til morgenmad på 3. dagen af NM i skoleskak 2017. Maden blev indtaget, medens stormester Allan Stig Rasmussen og de ældste spillere diskuterede diverse varianter uden brug af skakspil. Efter morgenmaden gik spillerne hver til sit og forberedte sig til dagens 1. runde.
Alle lande har højtratede trænere med, her nævnes i flæng: GM Aryan Tari (Norge), GM Helgi Dam Ziska (Færøerne), GM Stellan Brynell (Sverige), GM Helgi Olafsson (Island) og IM Gudmundur Kjartansson (Island), så der er basis for en stormesterturnering blandt trænerne.
3. runde blev en fantastisk runde for de unge danskere, da ingen tabte, og det blev til 7 af 10 point.
Gruppe E
I en fremskudt fransk kom Adam Stanscyk Christensen med hvid i problemer mod Elias Petersen fra Færøerne. Men færingen fik aldrig sat det endegyldige hug ind, så med en smart skak lykkedes det Adam at nappe færingens fribonde på 2. række, hvorefter det var en klar remis. Marius Bøss Sørensen var sort mod Stefan Orri Davidsson (1562) fra Island. Det blev 1. e4 c5, 2. c3 d4, som Marius havde forberedt sig på. Dronningerne blev byttet af og Marius ofrede sit løberpar for en isoleret dobbeltbonde på randen. Herefter vandt han først en bonde og siden en anden bonde. Men som i de andre runder havde han brugt for lang tid, så fra det 36. træk og frem til sejren i 69. træk kørte Marius med under 2 minutter på uret.
Gruppe D
I en skots med sort fik Oscar Koch-Müller sin forberedelse ind mod David Nesse (1747) fra Norge. Nordmanden kom langt hen i partiet, før han fik rokeret, og det udnyttede Oscar smart til at tage en centrumsbonde. Herefter byttede Oscar stille roligt af til en sejr. Nienke van den Brink var sort mod Benjamin Reinert Fjallheim (1289) fra Færøerne. Nienke lavede tricks og kom ind i en klar gevinst-stilling, men desværre fandt modstanderen en evighedsskak og reddede sig en remis.
Gruppe C
I gruppe C kom det første dansker-opgør, da Adesh Easan (1861) med hvid mødte Nicolai Kistrup (2066). I en ellers stille og rolig italiensk fik Adesh et lille overtag, så rating-favoritten Nicolai gik med til en remis.
Gruppe B
Sophus Mechlenburg Møller var hvid mod WCM Anastasia Nazarova (1998) fra Finland. I en siciliansk gik Sophus aggresivt til angreb på kongefløjen og gemte sin lange rokade til træk 17. Men her stod han klart bedst, og det lykkedes at omsætte hans aggresive spil til to vundne bønder. Til sidst stillede modstanderen sine to tårne således, at Sophus kunne lave en dobbelttrussel med sin dronning, hvorefter hun opgav. Ellen Fredericia Nilssen var sort mod FM Sondre Merkesvik (2172) fra Norge. Spillet startede 1. Sf3 Sf6 2. g3 d5. Det blev en kompliceret lukket stilling, hvor computeren først havde hvid som vinder og derefter sort som klar vinder. Men desværre fandt Ellen ikke det vindende træk, og modstanderen reddede sig med en evighedsskak.
Gruppe A
Viktor Haarmark Nielsen mødte FM Oliver Johannesson (2214) fra Island. De havde begge 2/2 inden dagens runde. I midtspillet byttede Viktor sit ene tårn og en bonde af for modstanderens spinrger og løber, og stillingen blev uklar. Han vandt bonden igen og havde undervejs islænderen på hælene. Men Viktor fik desværre ikke lukket kampen, og efter 73 træk ebbede det hele ud i en remis, som Viktor ikke var helt tilfreds med. Mikkel Manosri Jacobsen var hvid mod Benjamin Helander (1914) fra Finland. Spillet startede 1. d4 Sf6 2. Sf3 g6 3. c4 Lg7. I midtspillet viste ratingforskellen sig, og træk for træk blev Mikkels stilling bedre end modstanderens. Et forkert træk fra finnen gav Mikkel mulighed for at sætte en ødelæggende matangreb ind på h-linjen og efter kun 26 træk, kunne Mikkel sætte et point ind på kontoen.
Partierne bliver efter kampen kyndigt gennemgået af Allan Stig Rasmussen.
4. runde
Også 4. runde blev stor succes for de danske spillere, der for anden runde i træk scorede 7a f 10. De fleste danske spillere er seedet midt i feltet, men før 5. runde ligger Nienke van den Brink på en delt førsteplads med 3/4 sammen med 4 andre i gruppe D, i gruppe B ligger Sophus Mechlenburg Møller på en delt førsteplads med 3/4 sammen med 3 andre; medens Viktor Haarmark Nielsen har lagt sig alene i spidsen i gruppe A med 3,5/4. Flere andre er outsidere til en podieplads. Den samlede danske score er 23,5/40, hvilket giver Danmark en overraskende førsteplads i holdkonkurrencen, men der er to runder endnu.
Efter runden bliver partierne kyndigt gennemgået af Allan Stig Rasmussen på spillernes eget niveau. Han giver sig god tid til både de ældste og yngste. Stormesteren kan i øvrigt til frokost og aftensmad sidde og diskutere en masse træk i alle 10 danske partier bare baseret på hukommelsen. Allan høstede også anerkendelse fra Marius Bøss Sørensen, der udtalte: “Det er ret vildt, du kan læse min notation, for det kan jeg ikke en gang selv.”
Gruppe E
Adam Stanczyk Christensen mødte Anton Sinitsyn, (1488) fra Finland. I en Engelsk (1. c4 e5) kom han desværre hurtigt bagud. Nede med et tårn fandt han pludselig en mattrussel, der kostede modstanderen et tårn, så stillingen var helt lige med dronning, tårn og 4 bønder til hver. Men i den komplicerede stilling mistede han en bonde, som finnen forvandlede til en sejr. For Marius Bøss Sørensens vedkommende var runden en gentagelse af 3. runde fra sidste år, da Marius med hvid mødte Apol Luitjen Akselsson (1497) fra Færøerne. Marius var forberedt på en bestemt variant af siciliansk, som modstanderen spiller hver gang i følge Chess DB. Det blev modsatte rokader, og de kom lige ind ud af åbningen. Efter 18 træk byttede de dronninger af, men Marius kunne slå en løber med skak, inden han tog dronningen igen. Efter officer-gevinsten kørte Marius sejren sikkert hjem, selvom uret lige skulle faretruende ned omkring 0 flere gange.
Gruppe D
Nienke van den Brink var hvid mod finnen Elias Keso (1362). Spillet startede 1. c4 f5. Modstanderen gik til angreb på kongefløjen, men Nienke forsvarede sig fint og vandt et par bønder, inden hun satte et flot angreb ind på sorts blottede konge. Oscar var hvid mod den anden finne, Oliver Wartiovaara (1684). Det blev engelsk (1. c4 c5), hvor modstanderen lavede et par tvivlsomme træk lige efter rokaden. Den efterfølgende analyse viste, at Oscar kunne have taget en gratis bonde, men han fandt desværre ikke de rigtige træk. I stedet udviklede spillet sig stille og roligt uden at nogen fik overtaget, og de blev enige om en remis efter 33 træk.
Gruppe C
Nicolai Kistrup var hvid mod Nansy Davidsdottir (1897) fra Island. De startede med 1. d4 d5, 2. Sf3, Sf6. Nicolai udnyttede flot nogle tvivlsomme træk fra modstanderen, og på et tidspunkt lignede det en mat på g7 eller h7. Men modstanderen havde også nogle trusler, så Nicolai valgte i stedet den lange vej og forvandlede en fribonde til en sejr. Adesh Easan var sort mod Leif Reinert Fjallheim (1695) fra Færøerne. Adesh spillede moderne forsvar (1. e4 g6) og sprang rokaden over. Til gengæld fik han løberparret og en bonde og lidt senere en bonde mere, hvilket han omsatte sikker til en sejr.
Gruppe B
Ellen Fredericia Nilssen var hvid mod Andy Fang (1846) fra Sverige. Det blev en afslået dronning gambit, hvor Ellen efter en masse afbytninger i midtspillet var en bonde oppe. Denne føring kørte hun sikkert hjem. Sophus Mechlenburg Møller var sort mod FM Johannes Haug (2285) fra Norge. Det blev Grünfeld (1. d4 Sf6, 2. c4 g6, 3. Sc3 d5), hvor ingen af dem rigtig kunne få overtaget. I træk 35 indledte de en trækgentagelse, så partiet endte remis.
Gruppe A
På topbrættet var der dansker-opgør mellem FM Mikkel Manosri Jacobsen med hvid mod Viktor Haarmark Nielsen med sort. Spillet startede med 1. Sf3 c5 2. g3 Sc6 3. Lg2 g6. Ved træk 25 fik Viktor overtaget. Stillingen blev kompliceret og i træk 32 fejlvurderede Mikkel den, medens Viktor fik regnet rigtigt og satte et kongeangreb ind, der førte til sejr.
5. runde
I 5. runde kom vi desværre ned på jorden igen, da kun Nicolai kistrup vandt og derudover blev det til 3 remiser og 6 nederlag. Inden sidste runde ligger Viktor Haarmark Nielsen alene i spidsen med 4/5, og bronzemedaljen er hjemme. I gruppe B har Sophus Mechlenburg Møller mulighed for at spille sig op i medaljerækken, medens Nicolai Kistrup har chance for medalje i gruppe C. Den samlede danske score er 26/50, så vi ligger ikke længere nummer 1 i landekonkurrencen men stadigvæk over 50 %
Gruppe E
Adam Stanczyk Christensen var sort mod Luitjen Akselsson Apol (1497) fra Færøerne. Der blev spillet italiensk, og Adam spillede et godt parti. De lette officerer blev byttet af til en helt lige stilling. Adam troede, at han havde en mat og ofrede tårnet; men desværre havde han regnet forkert og tabte partiet. Marius Bøss Sørensen mødte andenseedede Shazil Shehzad (1761) fra Norge. Det blev lukket siciliansk, og modstanderen gik aggresivt frem med bonden på h-linjen for at sætte mat. Angrebet var ved at lykkedes, da nordmanden uforståeligt byttede dronningerne af, og stillingen blev helt lige. Desværre kørte Marius igen på tillægstiden, og i tidsnøden lavede han nogle dumme fejl, der kostede sejren.
Gruppe D
Nienke van den Brink var hvid mod topseede Jens E Ingebretsen (1988) fra Norge. Det blev engelsk (1. c4 e5), og partiet bølgede længe frem og tilbage. Ved træk 38 havde modstanderen chancen for at afgøre det hele, men så heldigvis ikke gevinsten. Lidt senere opstod der en mulighed igen, og denne gang fandt nordmanden en gevinst. Oscar Koch-Müller var sort mod finnen Elias Keso (1362), der spillede Evans Gambit (1. e4 e5 2. Sf3 Sc6 3. Lc4 Lc5 4. b4 Lxb4). Åbningen kan være farlig for sort, hvis man ikke kender den. Oscar lavede desværre nogle forkerte træk, så pludselig mistede Oscar et par officerer og måtte opgive.
Gruppe C
Nicolai Kistrup var sort mod Mads Vestby-Ellingsen (1981) fra Norge. Det blev et meget langt parti i siciliansk, der bølgede frem og tilbage. Omkring træk 50 var Nicolai egentlig færdig i følge computeren, men hvid lavede heldigvis et træk, der vendte vurderingen fra +8,5 til – 1,6, og herfra var der kun en vej for Nicolai, der kunne sætte et point mere ind på kontoen. Adesh Easan var sort mod den 2. seedede finne FM Toivo Keinanen (2317). Spillet startede 1. c4 c5, 2. g3 g6. De kom lige ind i midtspillet, men en afdækkerskak kostede Adesh en bonde, og senere tabte Adesh en mere, og så kunne FM’eren køre sejren sikkert hjem.
Gruppe B
Sophus Mechlenburg Møller var hvid mod finnen Valo Hallman (2142). Der blev spillet spansk, og de kom lige ind i midtspillet, men så overså Sophus en springergaffel i to træk, som kostede en bonde.og senere tabte han også en kvalitet og dermed partiet. Ellen Fredericia Nilssen var hvid mod den anden finne, WCM Anastasia Nazarova (1998). Det blev afslået dronning gambit, hvor de begge rokerede langt. I en materielt lige men positionel stærk stilling tilbød Ellen modstanderen remis i 19. træk, hvilket hun tog imod.
‘
Gruppe A
Viktor Haarmark Nielsen var hvid mod Timo Syvalahti (2149) fra Finland. Det blev en stille og rolig fransk, hvor brikkerne hurtigt blev byttet af til en remis i træk 26. FM Mikkel Manosri Jacobsen var sort mod FM Dagur Ragnarsson fra Island. Det blev afslået dronning gambit. I midtspillet byttede modstanderen sin dronning for tårn, løber og to bønder med en bonde på 7. række, som i sidste ende afgjorde partiet til finnes fordel.
6. runde og afslutning
Sidste runde resulterede i 4,5 point men vigtigst af alt en remis til Viktor Haarmark Nielsen i A-gruppen, der dermed endte på en udelt førsteplads, da de to forfølgere henholdvis tabte og fik remis. Nicolai Kistrup tabte desværre og måtte tage sig til takke med den utaknemmelige 4. plads – a-point med 3. pladsen men med dårligere anden korrektion. En opsummering af resten af resultaterne kan læses herunder.
Gruppe E
Adam Stanczyk Christensen sluttede turneringen flot af med en sejr over Stefan Orri Davidsson (1562) fra Island. Adam endte sin internationale debut med 1,5/6 på 11. pladsen, hvilket svarede til hans seedning. Marius Bøss Sørensen tabte til nordmanden Torbjørn Valvåg (1522) og endte dermed med 2,5/6 og en placering som nummer 8 – en plads over sin seedning.
Gruppe D
Oscar Kock-Müller sluttede turneringen af med en sejr over færingen Benjamin Reinert Fjallheim (1289) og endte med 2,5/6 på en 8. plads tæt på seedningen som nummer 6. Nienke van den Brink tabte sidste runde til nordmanden David Nesse (1747). Hermed endte hun med 3/6 på 6. pladsen tæt på seedningen som nummer 5.
Gruppe C
Det var lige ved og næsten for Nicolai Kistrup. Han tabte desværre sidste runde mod nordmanden FM Andreas G Tryggestad (2211), og dermed endte han med 3,5/6 sammen med 4 andre. Men svenskeren Gabriel Nguyen havde bedre anden korrektion, og Nicolai måtte nøjes med en flot 4. plads – en placering over seedningen som nummer 5. Adesh Easan sluttede af med en sejr over finnen Hanna Laihonen (1509) og endte ligesom Nicolai med 3,5/6. Korrektionen gav han en 6. plads – en placering over sin seedning.
Gruppe B
Sophus Mechlenburg Møller tabte desværre sidste runde til FM Sondre Merkesvik (2172) fra Norge og efter at have spillet med helt i toppen, endte han med 3/6 på en 6. plads i overensstemmelse med seedningen. Lige efter på 7. pladsen med samme point-tal, kom Ellen Fredericia Nilssen efter et nederlag til finnen Valo Hallman (2142). Ellen endte 3 placeringer over sin seedning og vandt 48 ELO-point.
Gruppe A
Som skrevet før så blev Viktor Haarmark Nielsen nordisk mester efter en remis mod FM Hogni Egilstoft Nielsen (2324) fra Færøerne. Scoren blev 4,5/6 og en udelt førsteplads trods en seedning som nummer 4.. Mikkel Manosri Jacobsen vandt sidste runde over nordmanden Alseit Kizatbay (1948). Samlet blev det til 3/6 og en 8. plads mod en seedning som nummer 2.
Alle spil kan gennemspilles flere steder på nettet, f.eks. på chessbomb hvis man gerne vil have en computer til at hjælpe med analysen af partier.
De danske deltagere (med seedning og rating) er:
Gruppe A (årgang 1996-1999):
(2) Mikkel Manosri Jacobsen (2300), Københavnskredsen
(4) Viktor Haarmark Nielsen (2232), Københavnskredsen
Gruppe B (årgang 2000-2001):
(6) Sophus Mechlenburg Møller (2115), Fynskredsen
(10) Ellen Fredericia Nilssen (1834), Københavnskredsen
Gruppe C (årgang 2002-2003):
(5) Nicolai Kistrup (2066), Københavnskredsen
(7) Adesh Easan (1861), Vejlekredsen
Gruppe D (årgang 2004-2005):
(5) Nienke van den Brink (1743), Københavnskredsen
(6) Oscar Koch-Müller (1644), Storstrømkredsen
Gruppe E (årgang 2006-2007):
(9) Marius Bøss Sørensen (1409), Viborgkredsen
(11) Adam Stanczyk Christensen (1000), Fynskredsen
Spørgsmål? Kontakt rejseleder på turen, Morten Sørensen, ms@morten-soerensen.dk, 24 87 00 30.