NEKROLOG: JØRN ERIK B. NIELSEN

NEKROLOG: JØRN ERIK B. NIELSEN

SKREVET AF: Mads Jacobsen, generalsekretær, Dansk Skoleskak.

Jørn Erik Broholm Nielsen – en af Danmarks dygtigste og mest produktive skoleskakforfattere – er død. Han blev 70 år.

Jørn Erik var, med afsæt i lærerjobbet på den daværende Brundlundskolen i Aabenraa, i 80’erne foregangsmand for skoleskakken i Sønderjylland og frontløber for skoleskakken i Danmark. På Brundlundskolen underviste Jørn Erik helt op til 90’erne mange tusinde nysgerrige elever i skoleskak, og var man så heldig, at få ham som vikar, kunne man være sikker på, at undervisningen stod i skakspillets tegn.

BUMSKAK

Jørn Erik var kreativ ud over det sædvanlige, og producerede en meget stor mængde skakhæfter, skakblade og alternative læringsaktiviteter som ’frikvartersskak’ og ’bumskak’. Det var bogstavelig talt bolche-pædagogik, men også kreativt og fængede.

Christian Bøhlke, tidligere elev:

”Et frikvarter på Brundlundskolen i 80’erne og 90’erne betød lange gange pakket med elever i færd med en af de utallige ‘gangturneringer’ i skak. Mange af deltagerne valgte også at blive efter skoletid for at ‘gå til skak’, hvilket man praktisk talt kunne alle ugens dage. Her blev der spillet og løst opgavehæfter, der alle var lavet med hjemmelavede engangsdiagrammer, hvor brikkerne sirligt blev limet fast, diagrammerne fotokopieret og hæfterne klipset sammen i en uhørt stor samling af temaer. Derudover underviste Jørn Erik også via det meget populære ‘bumskak’. Gættede man et træk rigtigt, vandt man et stykke ’bum’ (slik). Det kunne få et utal af børn til at sidde helt stille med øjnene stift rettet mod demobrættet. Skakundervisningen stoppede ofte først, når det var blevet tid til aftensmad derhjemme. Jeg ved, jeg taler for mange, når jeg siger, at dette er urokkelige og fantastiske minder, som den dag i dag fortsat står knivskarpt i erindringen hos alle de mange heldige børn, som fik lov at tage del i alt det, Jørn Erik gav os gennem skoleskakken.”

Jørn Erik på en af de mange skak-ture.

Ann-Marie Thorley Elgård Kensler, tidligere elev:

”Foruden de utallige turneringer på skolen, mindes jeg de mange ture, han organiserede. Vi rejste rundt i hele Danmark og fik mange titler, og ikke mindst oplevelser, med på vejen. Der var også flere ture, der gik til udlandet. Jeg mindes særligt Göteborg-turen, der blev til en tilbagevendende begivenhed, hvor svømmehal, speedway og meget andet end skoleskak, også var på programmet. Utallige positive minder, der har været til stor inspiration i mit nuværende arbejde som skolelærer, hvor skoleskak er en integreret del af undervisningen.”

TJELE NEWS

Jørn Erik Broholm Nielsen var i en årrække lejrchef på den ikoniske, Tjele Skaklejr. Her producerede han den daglige lejravis ’Tjele News’, med seneste nyt fra skaklejren. De unge lejrdeltagere var børnejournalister, og Jørn Erik skrev det meste af indholdet i en underholdende, malerisk og drillende tone. Ingen undgik redaktørens pen – men altid meget humorfyldt. Natten blev brugt på at layoute og kopiere lejraviserne, samtidig med at morgendagens program blev afpudset.

Tjele Skaklejr var ikke en lille weekendlejr, men derimod 14 dage i træk med 100 unge skoleskakspillere og mange år i træk. Mange børnefamilier har således planlagt familiens ferie i respekt for lejren, da det var en vigtig del af børnenes læring, både skakmæssigt og ikke mindst menneskeligt.

Vi er tusindvis der tænker tilbage på disse lejrture, med stor glæde og kærlighed. Jørn Erik var det fineste menneske og en betydningsfuld voksen for mange unge år efter år på sommerlejren. For os, der gik videre og blev ledere i Dansk Skoleskak, var han et forbillede med sin uegennyttige indsats for at hjælpe flere unge til at udvikle sig via de 64 felter.

Jørn Erik var lejrchef og redaktør på ‘Tjele News’ på den årlige Tjele Skaklejr.

SKOLESKAK-FORFATTER

Jørn Erik var ’selvfølgelig’ også redaktør på Skoleskakbladet (nu Magasinet Skoleskak), men navnet Jørn Erik ringer også en klokke hos de mange nye skoleskakledere og -elever, der ikke var en del af skoleskakken før 00’erne. Jørn Erik var nemlig også forfatter til mange hæfter og små bøger fx ’100 mat i 1’ og ’100 mat i 2’, som er solgt i tusindvis. En del af Jørn Eriks omfattende skak-didaktiske materiale har nutidens skoleskakspillere også glæde af i dag via Skakskolen.dk, hvor hæfter som ’Snup brikker’ og ’Sherlock Holmes’ mysterierne er klassikere.

At dedikeret undervisning, hvor leg og læring kombineres, også kan føre til skakresultater, blev tydeligt i 90’erne, hvor Brundlundskolen vandt fem danmarksmesterskaber for hold, to nordiske holdmesterskaber og et vælg af titler inden for pigeskak.

Efter Jørn Erik gik på pension, blev hans energi bl.a. brugt på at skrive en omfattende bog om en anden stor skakunderviser, Aron Nimzowitsch. Jørn Eriks tanker, didaktiske tilgang og undervisningsmateriale har sat sit varige aftryk i den måde, vi arbejder med og tænker på skoleskak i dag.

 

Æret være Jørn Erik Broholm Nielsens minde.

Dansk Skoleskak
info@skoleskak.dk


Live Chat