31 jan 2018 Nedtælling: Skolernes Skakdag
Nu går det snart løs! 47.921 elever fordelt på 284 skoler i hele landet erstatter fredag den 9. februar bøger og blyanter med brætter og brikker på Skolernes Skakdag 2018.
Det er flere deltagere, end der nogensinde før har været til Skolernes Skakdag. Kan du finde din skole på kortet over tilmeldte skoler?
Officiel åbning
Den officielle åbning af Skolernes Skakdag 2018 sker på Præstemoseskolen i Hvidovre, hvor børne- og undervisningsordfører for Venstre, Anni Matthiesen kommer på besøg sammen med generalsekretær i Dansk Skoleskak, Mads Jacobsen samt henholdsvis borgmester og direktør i Hvidovre Kommune, Helle Adelborg og Susan Bjerregaard. Sammen med konstitueret skoleleder på Præstemoseskolen, Henriette Lehné Mildam, lærere, pædagoger og elever, sætter de gang i skoleskak-aktiviteter i hele landet.
En sjov og lærerig dag
Skolernes Skakdag er hjernens årlige motionsdag. Det er en anderledes skoledag, der byder på læring på tværs af køn, kultur og klassetrin, men hvor det sociale er i højsædet. Eleverne øver sig i at holde fokus, at koncentrere sig og tænke fremad under mottoet; ”Det skal være sjovere at blive klogere!”. De lærer at tænke sig om og vente på, at andre skal tænke sig om. Og de kommer hinanden ved, på en anderledes måde end i den normale skoledag.
På dagen får alle elever et diplom for deres deltagelse samt den populære Skoleskakavis, der produceres af Dansk Skoleskak i samarbejde med Politiken, og som byder på sjove og indsigtsfulde historier til såvel børn som voksne.
Skolepresse
Skoler over hele Danmark holder Skolernes Skakdag fredag den 9. februar, og de fleste følger samme koncept. Alligevel er det meget forskelligt fra skole til skole, hvordan man vælger at opbygge dagen. Nogle deler eleverne op, andre samler alle i gymnastiksalen. Nogle laver udelukkende minigames og begynderundervisning, andre bruger dagen til at afholde skoleturneringer. Kreativiteten er stor rundt omkring i landet. Hver skole gør det på sin egen, spændende måde.
Fortæl den gode historie om, hvordan I holder Skolernes Skakdag på jeres skole. Til forældre, elever, lærere og pædagoger, men også til resten af lokalsamfundet.
Sociale medier
Via Facebook, Instagram eller skoleintra kan I sikre, at forældre, elever, lærere og pædagoger kan læse, se og høre om de mange sjove og lærerige aktiviteter, der finder sted på jeres skole på Skolernes Skakdag. På Dansk Skoleskaks Facebook-side eller ved hjælp af årets hashtag (#ssd18), kan I samtidig følge med i, hvordan andre skoler holder Skolernes Skakdag – og vise dem, hvordan I gør. Tag meget gerne @DanskSkoleskak i jeres opslag – så sørger vi for at like og dele, og på den måde udbrede jeres gode historier om Skolernes Skakdag.
Aviser, radio & TV
Skolernes Skakdag er desuden en god mulighed for at brande jeres skole i de lokale eller regionale medier, der ofte også er interesserede i at dække, hvordan I holder Skolernes Skakdag. Anvend eller lad jer inspirere af de to nedenstående skabeloner på pressemeddelelser til før og efter dagen.
“SKOLERNES SKAKDAG på X SKOLE – FØR DAGEN”
“SKOLERNES SKAKDAG PÅ X SKOLE – EFTER DAGEN”
“SKOLEN TAGER TIL LANDSFINALE”
Landsfinale
Landsfinalen er den festlige afslutning på Skolernes Skakdag. De 284 skoler, der deltager på Skolernes Skakdag 2018, har mulighed for at sende et antal elever afsted til årets Landsfinale, der afholdes fredag den 16. marts i Magion, Grindsted. Udover titlen som ’Årets Skakskole 2018’ er der præmier på højkant og medaljer til alle deltagere.
Tilmelding til Landsfinalen 2018 åbner mandag i uge 8.
Skolernes Skakdag arrangeres af de lokale skoler i samarbejde med Dansk Skoleskak og partnerne Spar Nord Fonden, Politiken og Børnenes Hovedstad, Billund.