Hjernegymnastik i skoleferien

Hjernegymnastik i skoleferien

Siden 1973 har mange skakglade børn og unge valgt at nyde deres efterårsferie fra skolebænken på feriekolonien Sahl, med ugelang hjernegymnastik på de sort hvide felter. Aarhus Skoleskak er som sædvanlig arrangør af den traditionsrige skaklejr, men det er ikke alt, der går op i bræt og brikker i det vestjyske.

Danmarks hyggeligste skaklejr er i fuld gang.

I år har 49 piger og drenge i alderen 8-19 år valgt, at deres efterårsferie skal bruges på sjove og lærerige skakaktiviteter. Nybegyndere som elitespillere får noget ud af de mange skaklektioner, der er på programmet hver dag på Sahl Skaklejr. Alle aktiviteter styres af erfarne ledere og indeholder både teori og træning i taktiske færdigheder. Alle kan være med på tværs af køn, kultur og kendskab til skakspillet.

Når dagens første skaklektioner er overstået, har deltagerne mulighed for at afprøve deres måske forbedrede evner, når der afvikles to runder i lejrturneringen, som er delt op i tre grupper efter niveau. I turneringen skal alle deltagerne notere deres træk, så partierne senere kan gennemgås og analyseres.

DE OLYMPISKE SAHLLEGE

Når frokosten er indtaget, er der igen skaklektioner på programmet samt en sidste runde i lejrturneringen, inden brikkerne kl. 15 lægges på hylden for en kort stund. Tiden går stærkt, når man har det sjovt, men inden efterårssolen forsvinder helt, har de mange børn og unge også mulighed for at komme ud i den friske luft og røre sig til ‘De Olympiske Sahllege’. Her dystes der i disciplinerne fodbold, rundbold og bordtennis. En afveksling fra de mange skakaktiviteter skulle man tro, men Sahl Skaklejr har sit navn af en årsag – i legene er der også kondiskak, hvor både hjerne og krop er i aktion og motioneres samtidig.

FOR 44. GANG

Sahl Skaklejr er en gammel tradition i skoleskakverdenen. Den første udgave af lejren blev afholdt helt tilbage i 1973 – altså for 44 år siden.

Meget vand er løbet under broen, siden Dansk Skoleskak blev stiftet som forening tilbage i 1960. Du kan læse mere om Dansk Skoleskak og skoleskakkens historie i jubilæumsbogen, ‘Skoleskak i bevægelse – glimt fra 1960 til 2010’.

PRÆMIER PÅ HØJKANT

I enhver god konkurrence er der en præmie, og på Sahl Skaklejr er det guldbarrer, der kæmpes om. Dem lavet af chokolade, vel at mærke. Ikke bare i lejrturnering og olympiader, men også i oprydning er de velsmagende barrer på spil.

Hver dag efter aftensmad skal deltagerne rydde op på sit værelse, og vedkommende med det mest ryddelige værelse vinder guldbarrer. Motivationen er derfor i top hos de fleste, hele ugen igennem – selv når der står oprydning på programmet.

Efter værelserne er ryddet op, begynder aftenaktiviteterne, og de varierer fra dag til dag. Mandag aften var der lynskakturneringen, der blev vundet af Nicolai Kistrup fra BMS Skak, og tirsdag spillede lederne mod alle lejrdeltagerne på én gang i to runder simultanskak.

Foto: Lisa Havshøj

200 KR. BLIVER TIL MEGET MERE

Støtter du Dansk Skoleskak kommer pengene flere gange igen. Med 101 støtter, der hjælper med 200 kr. eller mere inden den 31. december, er Dansk Skoleskak forsat godkendt som velgørende organisation. Det betyder, at vi modtager sponsorater, arv uden afgifter og kan søge om momsrefusion. Pengene går til sjove og lærerige aktiviteter for 50.000 børn og unge landet over.

Støt via MobilePay på 3049 0580, læs mere om, hvordan du kan hjælpe eller giv et bidrag allerede i dag.

Vi mangler stadig gavegivere for 2017, så der er brug for din hjælp!

 

Dansk Skoleskak
info@skoleskak.dk


Live Chat