FRA SPECIALSKOLE TIL LANDSFINALEN I SKOLESKAK

FRA SPECIALSKOLE TIL LANDSFINALEN I SKOLESKAK

Specialelever og store forsamlinger går normalt ikke hånd i hånd. Alligevel tog Nicolai Kvist Brondt 6 af sine elever fra specialskolen Langagerskolen med til Landsfinalen i Skolernes Skakdag – hjernens motionsdag®. Ved hjælp af undervisernes nøje planlægning, blandet med elevernes store interesse for skoleskak, havde alle en succeshistorie at tage med hjem til skolen.

SKOLESKAK SKABER FÆLLESSKAB

Skoleskak giver eleverne noget at samles om på Langagerskolen i Aarhus. Eleverne har udfordringer ved at socialisere med andre. Det er derfor nemmere at være sociale omkring en fælles aktivitet eller interesse som skoleskak, end at forholde sig direkte til hinanden. Langagerskolen bruger derfor skoleskak til at træne deres elevers sociale adfærd såsom at give plads til andre og vente på tur: ”Det er et godt spil til at give dem nogle gode sociale oplevelser med andre elever,” siger Nicolai.

Skoleskak bliver udbudt i form af pauseskak for hele skolen og som valgfag for udskolingen. Når eleverne har stor interesse for et emne, holder de til meget mere end de kan i normale undervisningsrammer. Derfor var det elever med synlig interesse for skoleskak der blev taget med til Landsfinalen.

EN SUCCES OVER ALLE FORVENTNINGER

Alle elever fra Langagerskolen havde en kanongod dag med mange små sejre til Landsfinalen. Programmet havde en fast struktur der fik dagen til at køre på skinner, og eleverne fra Langagerskolen opførte sig som alle andre deltagere. De snakkede med elever fra andre skoler i deres spillegruppe mellem runderne, og ofte tog de også et ekstra spil for sjov, hvis det officielle parti var blevet afgjort hurtigt. Der var et par elever der lige skulle gribes efter et tabt parti, men ellers klarede de sig selv ved langbordene.

For alle elever var der forskellige mål for dagen; for nogle var det en succes at få dem ombord på bussen og andre skulle bare have det sjovt og vinde et par partier. Resultatet blev at alle elever vandt partier i løbet af dagen, og en af eleverne endte endda med at blive nummer 1 i sin gruppe. Det der dog gjorde størst indtryk var at være en del af et stort arrangement med 1319 andre skoleskakspillere: ”Jeg tror ikke de følte sig anderledes ved at være der, for altså de spillede jo skoleskak ligesom alle de andre børn. Så det var også rigtig godt for dem at mærke det,” siger Nicolai.

DET HANDLER OM AT VÆRE GODT FORBEREDT

Det kræver planlægning at have specialelever med et sted med så mange mennesker som til Landsfinalen. ”Eleverne er meget detaljefokuserede, så jeg havde lavet mit forarbejde med at få alle detaljer at vide på forhånd, fx hvilke regler der spilles med, hvilken tidskontrol, faktisk hele setuppet i ret mange detaljer,” siger Nicolai. Eleverne fik jævnligt gennemgået planen i dagene op til Landsfinalen, så de var forberedte på hvad der skulle ske. Nicolai og de andre undervisere havde også lavet en plan B hvis eleverne blev utilpasse og ville hjem. På selve dagen sørgede Nicolai for at alt var på plads inden eleverne steg af bussen og gik hen til et roligt sted, hvor gruppen havde en base.

BLOD PÅ TANDEN

Nicolai er meget imponeret over hvor godt eleverne klarede det til Landsfinalen, og det har givet blod på tanden. De er allerede i gang med at undersøge om de kan deltage i andre skoleskakstævner i lokalområdet. Nicolai ser allerede frem til næste år, hvor han håber at få endnu flere elever med til Landsfinalen.

3 GODE RÅD

Hvis du overvejer, om du skal tage specialelever med til Landsfinalen har Nicolai 3 gode råd:

  1. Giv det et skud
    En underviser kender sine elever, og så længe man har taget sine forholdsregler er det bare om at kaste sig ud i det.
  2. Ring til Dansk Skoleskak
    Infomaterialet om Landsfinalen henvender sig primært til elever i almensporet. Et hurtigt ring til Dansk Skoleskak giver svar på alle de ekstra spørgsmål en specialunderviser kan have.
  3. Hav en backup plan
    Vær altid forberedt på kunne tage hjem, hvis eleverne reagerer negativt på arrangementet og ikke har lyst til at være der mere. Det gør eleverne roligere at de ved at de kan sige stop når som helst.

SKAL I MED TIL LANDSFINALEN?

Alle skoler der deltager i Skolernes Skakdag – hjernens motionsdag® kan deltage i Landsfinalen i Skolernes Skakdag – hjernens motionsdag®. Næste Skolernes Skakdag – hjernens motionsdag® er 9. februar 2024 og tilmeldingen er allerede åben!

Tilmeld din skole på Mit.skoleskak.dk

Nicolai (h) med sin kollega Rasmus (v) der også var med til Landsfinalen.

Der var 1325 elever der spillede hjernen stærk til Landsfinalen, men med tilskuere og undervisere var der over 1.400 mennesker til stede.

Støt Dansk Skoleskaks arbejde med at spille hjernen stærk hos børn og unge.

Caroline Fredensborg
caroline@skoleskak.dk


Live Chat