60 års jubilæum

JUBILÆUMSÅRET 2020

De fleste skoleskakspillere og undervisere har kun været med i skoleskak i få år, men faktisk blev Dansk Skoleskak startet helt tilbage i 1960 i en tid uden mobiltelefoner, iPads, farvefjernsyn og X-faktor.

 

Derfor blev skoleskak heller ikke startet som et modtræk til den skærm, som vi alle sidder så meget ved, men for at undgå, at unge hang på gadehjørnet, kørte knallert og lyttede til moderne musik. Så var det alligevel bedre med en sund aktivitet som skoleskak, og derfor fandt forskellige lærere sammen og startede Dansk Skoleskak.

 

Grundlæggerne var bl.a. skolelærerne Børge Borgå og Svend Svendsen, der i dag er æresmedlemmer af Dansk Skoleskak. Børge Borgå var kendt for at ryge cigar – også når han spillede mod eleverne. Det var således ikke kun på skakbrættet, man skulle kæmpe, men også imod cigarrøgen. Sammen startede de også skaksommerlejre, som siden har givet 10.000-vis af unge gode sommeroplevelser.

 

 

 

Lær om skoleskakkens første 50 år via bogen ”Skoleskak i bevægelse”: https://skakshoppen.dk/shop/skoleskak-i-bevaegelse-260p.html

 

I 2020 fejres jubilæumsåret med både lokale og nationale arrangementer. Sæt allerede nu kryds ved den 29. august. Der kommer til at ske noget stort centralt i København!

 

Desuden får de normale skoleskakflagskibs-arrangementer et twist – dem finder du som altid i Skoleskak.dk/kalender

LOKALE ARRANGEMENTER

Vestfjends Skoleskak

I 1960 blev Dansk Skoleskak stiftet af forskellige lærere for at undgå, at unge hang på gadehjørnet, kørte knallert og lyttede til moderne musik. De unge skulle have en sund interesse. 50 år senere blev Vestfjends Skoleskak stiftet som et lærerigt fritidstilbud til de unge i lokalområdet. I dag arbejder Dansk Skoleskak med skoleskak integreret i skolen, som en metode til at træne tålmodighed, fordybelse og kritisk tænkning. Her lærer eleverne at holde fokus, koncentration og tænke fremad, så de bliver bedre til matematik, trives bedre og bliver mere livsduelige. Dysten på brættet er kun en del af læringsaktiviteterne, da de sociale adfærdsregler (at give hånd før og efter kampen og opføre sig ordentligt uanset resultatet) er mindst lige så vigtige elementer.

 

 

Vestfjendsskolen med knap 300 elever deltager bl.a. i Skolernes Skakdag – hjernens motionsdag, og skoleskakklubben Vestfjends Skoleskak er en af landets mest aktive. Over årene har op til 30 elever hvert år spillet skoleskak i fritiden og deltaget i skoleskakturneringer i lokalområdet. I klubben er der plads til alle elever, uanset om man bare vil hygge sig med skoleskak en time om ugen, eller om man vil træne og spille skoleskakstævner i weekenden. Klubbens medlemmer har over årene vundet Danmarksmesterskaber og andre podiepladser i skoleskak ved individuel DM, Pige-DM og Hold-DM. Derudover vandt Vestfjendsskolen landsfinalen i Skolernes Skakdag i 2014 og 2015.

 

Mere information fås hos skoleskakansvarlig i Vestfjends Skoleskak, Morten Sørensen, tlf.: 2487 0030 / morten@skoleskak.dk.

Program

 

10.00-13.00: Uformel lynskakturnering for alle elever – forældre er også velkomne til at deltage. Der oprettes også en nybegyndergruppe, hvor der spilles ”svensk avdømning”. Præmier for mindst 1.000 kr.

 

13.00: Varm kakao og stor skak-fødselsdagskage

 

13.15: Skaksjov med Danmarksmester i skak, stormester Allan Stig Rasmussen. Du får bl.a. mulighed for at spille mod ham i et parti, hvor han kun får 30 sekunder på uret til at slå dig. Derudover spiller han også et opvisnings-lynskak-parti med bind for øjnene mod en udvalgt skoleskakspiller. Sideløbende har vi små skoleskak-konkurrencer og skaksjov.

 

15.30: Tak for i dag.