Dansk Skoleskak | 500 børn & 12.288 brikker
24770
post-template-default,single,single-post,postid-24770,single-format-standard,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-theme-ver-10.0,wpb-js-composer js-comp-ver-4.12,vc_responsive

500 børn & 12.288 brikker

500 børn & 12.288 brikker

Over 500 børn var klar ved 12.288 brikker i Frederikssund Hallen i formiddags, hvor Frederikssund Mesterskabet i Skoleskak blev skudt i gang. Her kæmpede Jægerspris Skole, Trekløverskolen afd. Falkenborg, Trekløverskolen afd. Græse Bakkeby, Fjordlandsskolen afd. Skibby, Fjordlandsskolen afd. Skuldelev og Slangerup Skole afd. Byvang om titlen som kommunemester 2017 og den store vandrepokal.

Borgmester John Schmidt Andersen bød velkommen inden det var tid til en hurtig gennemgang af de forskellige brikker, så alle var med på hvordan bønder, tårne, springere, løbere, dronninger og konger går. Da reglerne og brikkerne var på plads blev der sagt god kamp og dystet på brættet i fem spændende runder inden formand for Frederikssund Kommunes Uddannelsesudvalg Anne-Mette Risgaard Schmidt stod klar til at overrække vandrepokalen til vinderskolen sammen med skoleskakkens maskot Duffy.

Det blev de seje elever fra Jægerspris Skole, der løb med sejren og skal hjem og gøre plads til den store vandrepokal på skolen. Inden Jægerspris Skole blev kåret som vinder var der også tid til en omgang actionskak og underholdning med bandet Svøbsk.

Mesterskabet fejrede kommunens matematikprojekt: ’Indskolingen i Spil – flere matematikkompetencer med Skoleskak’, hvor 1.300 elever fra 0.-3. klasse har haft en ugentlig times SKAK+MAT® undervisning, for at styrke elevernes matematikkompetencer, matematiktalent, læring og trivsel.

OM PROJEKTET

ISMS – ‘Indskolingen i Spil – flere Matematikkompetencer med Skoleskak’ er et samarbejde mellem Dansk Skoleskak, Frederikssund kommune og A.P. Møller Fondens Folkeskoledonation. Projektet tager udgangspunkt i den understøttende undervisning, hvor projektet vil styrke matematikkompetencer, matematiktalent, læring og trivsel hos elever i indskolingen. Det gøres gennem:

  • 3 dages ekstern uddannelse af lærere og pædagoger
  • 2 dages intern uddannelse i egen praksis
  • Hotline til læringskonsulenter
  • Ugentlig skoleskak med SKAK+MAT® i den understøttende undervisning
  • Lokal Vidensdag
  • Kommunemesterskab

 

Baggrunden for ISMS er at styrke elevernes matematikkompetencer. Her har skoleskak og særligt SKAK+MAT® konceptet vist sig som en effektiv metode til at styrke matematikkompetencer for alle elever. I første fase af ISMS startes projektet op i Frederikssund kommune, hvor der indsamles viden om uddannelses- og læringsaktiviteter, så der i anden fase kan igangsættes følgeforskning i en endnu ukendt kommune.

Kontakt Dansk Skoleskak på laer@skoleskak.dk / 3049 0580 for mere information om projektet.

Tine Kamper Holbøll
tine@skoleskak.dk